Det er mere end ni måneder siden, han sidst trak en kamptrøje over hovedet, men i aften gør Daniel Svensson håndbold-comeback, når han debuterer for Skjern.
Den 31-årige bagspiller fik i marts konstateret lymfekræft, men alligevel skrev Skjern kontrakt med ham, mens han gennemgik sine behandlinger.
Og i aften klokken 19 løber Svensson altså på banen igen, når Ribe-Esbjerg HH gæster Skjern Bank Arena.
- Det er en kamp, der betyder rigtig, rigtig meget for mig. For udover, at jeg selvfølgelig har kæmpet for at slå kræften, så har jeg også kæmpet for at komme tilbage på banen. Nu får jeg endelig lov, og det er virkelig en lettelse. Det bliver svært at styre følelserne, siger Daniel Svensson til DR Sporten.
En rutsjebanetur
Svensson var på kontrakt i tyske Tus N-Lübbecke, da han fik sin diagnose, og han beskriver 2013 som et meget svært år - både mentalt og fysisk.
- Det har været af en rutsjebanetur. Fra at spille tophåndbold i Bundesligaen til en kræftsygdom og til at ligge dødtræt på sofaen og ikke kunne noget som helst efter kemobehandlingen til nu at være med igen, siger Daniel Svensson.
Håndboldformen hjalp ham gennem kemo
Efter et vellykket kemoforløb blev 31-årige Daniel Svensson raskmeldt i juli. Og ifølge den tidligere Ajax- FCK- og AaB-spiller var netop hans håndboldliv med til at hjælpe ham godt igennem behandlingen.
- Jeg kunne tage ret godt imod behandlingen, fordi jeg har været så godt trænet. Så alt i forløbet har klappet.
Da raskmeldingen kom i juli, satte Daniel Svensson sig for at gøre comeback i oktober, men det har ikke været nemt at blive klar igen, fortæller han.
- Da der ikke var flere cancerceller i kroppen, kunne jeg genopbygge. Det har været en lang, sej kamp. Jeg kunne virkelig ikke løbe noget overhovedet, og jeg måtte stoppe efter to minutter med en puls på 214. Det har været rigtig hårdt, men jeg er også en meget, meget glad mand lige nu, siger Daniel Svensson, der har trænet fuldt med i Skjern i en måneds tid.
Tak til klub og familie
I aften er han så klar til at debutere i den grønne trøje, og det skyldes motivation og stor opbakning, fortæller Daniel Svensson.
- Jeg har haft en lyst af en anden verden og fået en fantastisk støtte og hjælp. Både fra klubben, fra drengene på holdet og fra min familie. Jeg kan ikke blive mere taknemmelig, siger Daniel Svensson.