Wilbeks afløser: Dansk håndbold bliver udfordret

Ulrik Wilbeks afløser i DHF, Morten Henriksen, mener, at dansk håndbold skal forberede sig på konkurrencen fra nye, økonomisk stærke håndboldnationer.

Arkivfoto. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Dansk Håndboldforbunds (DHF) nye sportschef Morten Henriksen har sagt farvel til Sønderjyske og er klar til at tage over ved roret i DHF efter Ulrik Wilbek.

Den nye sportschef ser en stor opgave i at fastholde Danmark som topnation i håndboldens verden.

Det skyldes, ifølge Henriksen, en udvikling i international håndbold, der udfordrer Danmarks position som tophåndboldnation.

- Min største opgave bliver at fastholde Danmark i toppen af international håndbold på landsholdsniveau. Vi kan godt se os udfordret af andre økonomisk stærke nationer, og nationer hvor håndbolden blomstrer mod et højere niveau end Danmark, siger sportschefen til DR.

- Det bliver opgaven at se på de gode ting, vi gør og sikre, at vi forsat vinder medaljer til de store mesterskaber og er med i toppen af international håndbold.

Farvel til Sønderjyske

For at kunne afløse Ulrik Wilbek i DHF måtte Morten Henriksen takke af i Sønderjyske. En klub Henriksen har været med til at udvikle gennem 13 år.

Onsdag aften sluttede det sønderjyske eventyr så for Henriksen, da han med holdet tabte snævert 31-30 ude mod KIF København i sidste runde af grundspillet i herreligaen.

- Efter kampen blev jeg lidt berørt. Der gik mange tanker gennem hovedet. Det har været en eminent tid i Sønderjyske.

- Det har været en stor rejse. Både for klubben, men også for mig. Jeg startede som et ukendt kapitel i klubben. Der er sket meget for klubben siden dengang, og det har været spændende at være en del af.

Det er planen, at Mortensen tiltræder som sportschef nu, men samtidig også vil stå i spidsen for herrenes U21-landshold frem til sommerens VM-slutrunde.