VIDEO Jesper Nøddesbos skyggeside: 'Jeg lader facaden krakelere'

Usikkerhed og præstationsangst har påvirket det meste af BSV-spilleren Jesper Nøddesbos håndboldkarriere på både godt og ondt.

- Mit ønske er at lade min facade krakelere en lille smule og måske kan folk spejle sig i det en lille smule.

Sådan siger Jesper Nøddesbo, der lader sin facade krakelere i biografien ’Yes Man’, der udkommer i næste måned, og hvor han blandt fortæller historien om den usikkerhed, som har påvirket både håndboldkarrieren og privatlivet på godt og ond.

- Jeg har brugt store dele af mit liv på at tænke at usikkerheden var noget jeg skulle af med. At tvivl og sårbarhed ikke hørte hjemme i elitesport, siger BSV-spilleren til DR.

- Jeg skal være en lille smule nervøs, en smule usikker. Der skal helst være noget på spil, ellers bliver jeg for magelig og kommer ikke op på at toppræstere, siger Nøddesbo.

Udefra set virker Jesper Nøddesbo som en person fuld af overskud og selvtillid. Men bag facaden gemmer der sig altså også en anden sandhed omkring en af Danmarks bedste håndboldspillere.

Gennem det meste af sin karriere har stregspilleren nemlig været plaget af præstationsangst og usikkerhed.

- Når man er usikker på om man er god nok på håndboldbane, så har mit svar altid været at yde lidt ekstra for at dulme usikkerheden. Derfor ser jeg den også som en fast partner i mit liv, men også én som har været med til at taget mig på denne her håndboldrejse, eller i hvert fald været en stor del af den.

- Der er noget energi i usikkerhed, men det er en balancegang, fordi usikkerheden kan også få så stort et liv, at den lige pludselig bliver dit liv. Der har jeg også befundet mig, og det er ikke et rart sted at være. Den er i hvert fald ikke sjov at gå rundt med alene, forklarer den høje håndboldspiller.

Ubehageligt opkald

Jesper Nøddesbo skiftede i 2017 hjem til Danmark og Bjerringbro-Silkeborg efter ti år i den spanske storklub FC Barcelona. Selvom det han ser på tilbage en fantastisk tid i Spanien, så kunne det meget vel have set anderledes ud.

To år inden opholdet i Barcelona blev hans usikkerhed nemlig sat på den ultimative prøve, da Nøddesbo henover sommerferien modtog et opkald fra sin agent. Han var fyret og skulle finde sig en ny klub.

- Det var ikke sjovt. Generelt er fravalget en ubehagelig ting, så at stå i den situation, hvor jeg endelig var nået dertil, jeg havde drømt hele mit liv om at være, og så få det hele frataget på et øjeblik over telefonen. Det var en hård omgang.

Men i stedet for at give op efter kun to sæsoner i drømmeklubben, så valgte Jesper Nøddesbo i stedet at overhøre sin usikre side og blæse på fyringen. Han blev i den catalanske klub og kæmpede for sin plads på holdet.

- Det kom sig lidt af en aften, hvor min kone og jeg havde fået lidt rødvin med Bo Spellerberg og hans daværende kone Louise. Vi kommer ind på fyringen, hvor min kone så siger til mig; hvorfor er det altid dig, det går ud over, Jesper? Hvorfor skal du altid tage i de her tæsk?

- Det tog lige et par dage, men så tændte hendes spørgsmål en ild i mig. Noget trodsighed og stædighed. Den drøm skulle ikke have lov til at slippe så let, siger Nøddesbo.

(Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

- Jeg havde en periode i Barcelona, efter jeg blev mødt af fyringen, hvor jeg smed alt ind på at kæmpe mig tilbage på holdet. Det lykkedes mig, men jeg var også spændt helt op og fanget i et følelseskviksand. Dér troede jeg ikke, at der var plads til min usikkerhed, siger han og fortsætter:

- Så den gik jeg rundt med selv, og fik første åbnet op for det, da jeg begyndte et forløb med en sportspsykolog. Det var med til at frigive noget energi og tankekraft, som jeg havde brug for

Udover at spille for BSV til daglig, så har Jesper Nøddesbo også fået mere end 200 landskampe for Danmark.