Vestjyder rykker ned efter sidste runde

Lemvig-Thyborøn Håndbold skal spille 1. division efter et nederlag til Aalborg i sidste runde i herreligaens grundspil.

Lemvig skal en tur ned ad i håndboldens hierarki efter sæsonen. (Foto: © Morten StrickerJysk Fynske Medier Ritzau Scanpix)

Den værste dag at få sommerferie for en håndboldklub er efter sidste runde i ligaens grundspil. Fordi så er man rykket ned.

Lørdag blev det Lemvig-Thyborøns skæbne, da vestjyderne, som ellers sprællede flittigt i 30 minutter, tabte stort på udebane 28-35 til grundspilsvinderne fra Aalborg Håndbold.

De samlede personaleomkostningerne er over fem gange så høje hos storklubben med Niklas Landin i målet, så Lemvig må hellere lede andre steder for at finde ud af, hvor hunden - efter 26 runder - ligger begravet.

Det kan de så tænke over, indtil 1. division begynder i september.

Rasmus Lauge og Bjerringbro-Silkeborg var et af tre hold, der kæmpede for at undgå at blive det ene af de tre, der ikke ville få point med over i slutspillet. (Foto: © Mikkel Berg Pedersen, Ritzau Scanpix)

Også Nordsjælland og KIF Kolding, Danmarks mest vindende herreklub, var i nedrykningsfare, men klarede begge frisag. Sidstnævnte fejrede til hjemmekampen mod Skjern, at det er 40 år siden, holdet tog turen op i landets bedste række.

Så en nedrykning havde været noget af en party killer.

Hvad sker der nu?

Sidste år - og året før det - var det GOG-spillerne, som fik lov til at sætte gang i den fest, alle slutspilsholdene drømmer om. De forsvarende danske mestre er også med i år, når jagten på metal går i gang. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Nu hugges rækken over mellem ottende- og niendepladsen. De otte øverste kan se frem til et slutspil, hvor de fordeles i to grupper med muligheden for, hvis de går videre til semifinalerne, at være med, når der skal spilles om medaljer.

Nummer et og to i grundspillet har to point med over. Nummer tre og fire begynder med et enkelt point. Alle møder hinanden ude og hjemme, og de to bedste i hver pulje går videre til semifinalerne. Ved pointlighed bliver holdenes placering i grundspillet afgørende.

Længere sydpå skal de fem resterende kæmpe om overlevelse i kvalifikationsspillet.

Her er ligeledes forskel på holdenes pointmæssige udgangspunkt, og pointlighed afgøres på samme måde som i slutspillet.

Taberen af kvalifikationsspillet skal ud på en ny, vanskelig opgave, hvor et hold fra 1. division venter. Det hold findes i en duel mellem nummer to og tre i landets næstbedste række. Her resterer forsat nogle kampe, inden de placeringer er fordelt.