At fysioterapeuterne påtalte, at der snart skulle betales husleje, fordi Mathias Gidsel opholdt sig så meget i træningslokalet, siger vel det hele?
Den 23-årige GOG-spiller har en flid, der gør de fleste til skamme og naturligvis, hvem ellers, lykkedes det ham fire måneder efter, kroppen faldt mod gulvet ved EM-slutrunden, arme om et beskadiget knæ, at gøre comeback.
I den korte tid, Mathias Gidsel har været folkeeje, er det sådan, vi har lært ham at kende. Et næsten naturstridigt væsen.
- Jeg har virkelig arbejdet hårdt hver dag. Det er ligesom at løbe et maraton, men du har ingen anelse om, hvor målstregen er. Du bliver bare ved med at sprinte og sprinte og sprinte. Men jeg vidste ikke, om jeg ville nå målet, eller hvor det var henne. Det har været en vild jagt, siger Mathias Gidsel.
Og nu afløses én jagt af en ny, når Gidsel og GOG onsdag aften tager hul på den første af minimum to DM-finaler mod Aalborg Håndbold. Kampene markerer samtidig, at den lille, klejne vestjyde, som engang blev sat af ved den sydfynske efterskole Oure, har smidt mælketænderne og snart flytter 'hjemmefra'. Forude venter et eventyr i Bundesligaen.
Netop derfor har det ligget Gidsel særligt på sinde at trække i gult en sidste gang. Han ville selv sige farvel - og tak, ikke mindst.
- Det er det allervigtigste for mig. Jeg har været her i syv år, og jeg tror, at Oure Efterskole og GOG har givet mig muligheden for at leve det her liv. At stå op hver dag og lave det, jeg elsker så meget, siger Gidsel.
- Samtidig er der nogle mennesker, der har hjulpet mig og betyder så meget, og jeg vil gerne kunne stå inde på banen, kigge ud til dem på tilskuerækkerne, smile og forhåbentlig vise dem en guldmedalje.
Savnet var mindre end forventet
Det er svært at finde et menneske på planeten Jorden, der har haft kurs mod stjernerne i samme tempo som Gidsel. Hvis du er uenig, er indbakken åben.
Og knæskaden kom, som den slags jo gør, på et både ærgerligt og ubelejligt tidspunkt. Nu gik det lige så godt, ikke? En af holdkammeraterne på Danmarks landshold havde dog en vigtig pointe til kometen.
- "Prøv at hør her, Gidsel. På en eller anden måde har det også været sundt for dig at nå at trække vejret efter det vilde halvandet år, du har haft", genfortæller Mathias Gidsel.
Ordene ræsonnerede.
- Jeg kan mærke, at jeg ikke har savnet håndbold på den måde, jeg måske havde forestillet mig. Selvfølgelig har der været perioder, hvor GOG var pressede og jeg ønskede at være med, men jeg kan mærke, at det har været sundt at trække sig lidt væk, siger han.
De fire måneder i træningslokalet betød imidlertid også, at GOG-spilleren skulle prøve noget nyt, nemlig at komme tilbage, og i de første to semifinaler mod Skjern gemte Gidsel sig lidt bag skaden, erkender han.
- På den side har folk en forståelse af, at jeg har været væk, men den forståelse forsvinder, når man spiller en semifinale og folk forventer noget af mig, siger GOG-spilleren.
Hertil bidrog de ni mål fra venstrehånden mod Skjern forleden med en enorm forløsning.
- Når man har fået en skade ved at løbe på et kryds og hoppe gennem et af de små huller, jeg har skabt en karriere på, skulle jeg også bevise overfor mig selv, at jeg stadig kunne det. Det gennembrud fik jeg i sidste kamp, siger GOG-spilleren.
Så Aalborg Håndbold kan godt finde panodiler frem, fordi Gidsel er klar til at være deres hovedpine i DM-finalerne.
Fra bund til top
Inden gennembruddet, VM-guld, OL-sølv, EM-bronze og en masse personlig hæder sad Mathias Gidsel i november 2020, landsholdsdebut i sigte, og fortalte undertegnede om karrierens mavepustere. At ikke alle så lyset i det talent, som siden har virket åbenlyst.
67 kilo tung og en plads i bagerste geled var umiddelbart, hvad det kunne blive til.
- Derfor er DM-finalen også markeringen på en flot historie for mig. At komme som lille spirrevip, der ikke kunne komme på førsteholdet til måske, forhåbentlig, at kunne stå med guldet til allersidst, GOG's første i 15 år.
- Det ville være en flot slutning på historien om sådan en, der startede helt fra bunden i talentprogrammet og slutter på toppen. Så har jeg vist bidraget med det, jeg kunne, siger Mathias Gidsel.
Uden at skulle gøre sig selv til symbolet på en succeshistorie, ved Mathias Gidsel godt, at hans vej ikke stod som opskriften på at producere den næste verdensstjerne.
- Jeg kan også se, at der er mange små, klejne fyre i Gudmehallen i dag, der er mindre end mig. Men nu tænker folk: 'Nå ja, hvis Gidsel kan, kan han også'.
- Hvis jeg har dræbt bare lidt af den fordom om, at man skal være stor og stærk for at spille håndbold, har jeg gjort noget, der er langt større end at vinde en DM-titel.
GOG og Aalborg Håndbold mødes i den første DM-finale onsdag aften klokken 20. Opgøret vises på TV2 Sport. Returkampen i Aalborg spilles på søndag. Der spilles først til tre point og lykkes det ikke at finde en vinder efter to kampe, spilles der en tredje og afgørende finale.