Spellerberg svarer igen på karantæne for vredesudbrud

KIF Koldings Bo Spellerberg kritiserer fredag karantænestraffen, han fik for et vredesudbrud mod dommere.

Bo Spellerberg er en erfaren håndboldherre med 245 landskampe på sit CV. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Bo Spellerberg er langt fra tilfreds med, at Dansk Håndbold Forbunds (DHF) torsdag valgte at give veteranen en spilledags karantæne.

Fredag åbner KIF Kolding København-spilleren for sit syn på sagen, hvor den 38-årige spiller i et åbent brev på håndboldklubbens hjemmeside giver afløb for sine frustrationer over karantænen. - Jeg har fået en spilledags karantæne for mit udbrud efter kampen mod Skjern. Det er ikke et udbrud, jeg er stolt af, og det burde jeg naturligvis ikke have gjort.

- Om udbruddet er en karantæne værd, skal jeg ikke gøre mig til dommer over, det har vi dygtige folk til. Jeg er dog lidt i tvivl om, hvad jeg skal lære af dette, skriver Bo Spellerberg.

Raseriråb blev dyrt

Karantænen kommer, efter at han i raseri råbte "Hvor er i elendige, mand" til dommerne efter lørdagens knebne nederlag til Skjern Håndbold.

- Skal jeg undlade disse udtryk/udråb eller blot udtrykke mig på engelsk i fremtiden?

- En del af mit forsvar kunne fremgå af ovenstående, men jeg havde nok også peget på lignende situationer, hvor andre er kommet med diverse verbale udbrud, som ikke er blevet taget op af disciplinærudvalget, skriver Bo Spellerberg.

Karantæne regel

KIF Kolding-spilleren henviser muligvis til Team Esbjergs Estevana Polman, som i september efter en kamp sagde "shitty dommere" uden at få karantæne.

Efterfølgende fortsætter Spellerberg sin kritik. Han han mener, at indberetningen er sket for sent, at indholdet er forkert, og at det gør, at indberetningen ikke er gyldig.

Hvorvidt det står til troende, er endnu uklart. DHF valgte at gå ind i sagen, efter at dommerne indberettede episoden til forbundet. Karantænen betyder, at Spellerberg ikke kan være med, når KIF Kolding på lørdag tager imod Ribe-Esbjerg i tredjesidste runde i grundspillet.

/ritzau/