Sådan aflyser man en guldfest.
GOG havde søndag muligheden for at genvinde mesterskabet i den anden DM-finale mod Aalborg Håndbold. Men nordjyderne, uhøflige gæster klædt i rødt, vandt kampen 34-29 på udebane i Odense og tvinger dermed GOG til at smide champagnen tilbage på køl.
Fynboerne havde ellers med en sejr i onsdags sat sig selv i en favorabel situation og kunne med et enkelt point søndag aften blive mestre.
I stedet skal dansk klubhåndbolds to absolutte tophold nu ud i en tredje og afgørende finale, som spilles på lørdag i Aalborg, hvor vinderen tager DM-titlen.
Du kan se et interview med Aalborg-træner Stefan Madsen øverst i artiklen.
Nordjyderne var undervejs foran med syv mål ad flere omgange, og der var generelt mange ting, der lykkedes for cheftræner Stefan Madsens mandskab. Modsat den første DM-finale forleden fik GOG'erne aldrig antændt deres livsfarlige kontrafase.
Derfor var Madsen også meget tilfreds efter sejren.
- Vi var godt klar over, at vi havde en stor præstation i os, og det skulle der også til for at komme herfra med begge point, siger Stefan Madsen til DR Sporten.
Han er ikke meget for at udpege en favorit, inden den tredje DM-finale, han og Aalborg-spillerne får fornøjelsen af at afvikle hjemme i egen hule.
- Jeg har tidligere sagt, at det med at udnævne favoritter kun er sat i verden for at slå dem oveni hovedet, som er udnævnt, hvis ikke det lykkes. Det bliver en 50/50-kamp, og det bliver højintenst igen.
- Vi har heldigvis været så dygtige i løbet af sæsonen, at vi har givet os selv hjemmebanen i en eventuel sidste finale. Derfor glæder vi os og er med på, at vi ikke har vundet noget som helst. Men det vil vi på lørdag, siger Aalborg-træneren.
GOG-træner storroser stærke nordjyder
På den anden bænk så GOG-træner Nicolej Krickau sit hold kæmpe langt ind i anden halvleg med at få spillet til at flyde. Der kom en mindre opvågning det sidste kvarter, men her lå Aalborg så lunt i svinget, at comebacket blev for stor en mundfuld.
Krickau var heller ikke sen til at sende store roser i retning af aalborgenserne.
- De spillede en fuldstændig outstanding kamp, siger GOG-træneren til DR Sporten.
Se interviewet med Nicolaj Krickau herunder:
Aalborg lavede uhyggeligt få fejl, og det blev udslagsgivende, vurderer Krickau, som intet problem har med at skubbe favoritværdigheden i nordlig retning.
- Nederlaget stiller os dårligere, end da vi startede i dag. Aalborg taber sjældent to hjemmekampe i træk, og de er selvfølgelig store favoritter nu, siger Krickau.
Nu venter så fem dage, som skal bruges konstruktivt, således at GOG-spiller møder op i en udgave, der giver Aalborg mere kamp til stregen, end det var tilfældet søndag i Odense.
- Men vi må også krydse vores fingre for, at Aalborg ikke kommer til at spille en ligeså perfekt kamp igen, siger Nicolej Krickau.