Midt i guldfest minder cheftræner om vigtig opgave: 'Vi er ikke færdige'

Aalborg Håndbold vandt lørdag det danske mesterskab, men allerede om en uge venter der klubben noget endnu større i Champions League.

Aalborg-træner Stefan Madsen jubler efter DM-guldet. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

- Hold kæft, hvor er jeg glad.

Aalborgs unge komet Thomas Arnoldsen kæmpede med at finde det rette ben at stå på, da han og holdkammeraterne lørdag sikrede det danske mesterskab ved at slå Fredericia i den tredje og afgørende DM-finale.

Den 22-årige bagspiller er i gang med sin første sæson hos storklubben og har aldrig tidligere bevæget sig i de luftlag af dansk klubhåndbold.

Det hele er nyt - også en guldmedalje.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det. Det har personligt været et vildt år, og for klubben er det to år siden sidste titel. Så jeg har også kunnet mærke, hvor meget det betød, at vi vandt. Jeg er bare sindssygt glad på alles vegne, siger Thomas Arnoldsen til DR Sporten.

- Vi har kæmpet et helt år for det her. Så nu skal vi ud og hygge os og nyde, at vi er danske mestre, siger Aalborg-spilleren om planerne for resten af aftenen.

Mikkel Hansen løfter DM-trofæet efter Aalborg Håndbolds samlede sejr over Fredericia. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)
Mikkel Hansen løfter DM-trofæet efter Aalborg Håndbolds samlede sejr over Fredericia. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

På Aalborg-bænken er cheftræner Stefan Madsen også både "glad, lettet og stolt".

- Det var vigtigt for os, det her, siger Stefan Madsen, der er i gang med sin sidste sæson efter ti år i klubben, hvor fem og et halvt af dem har været som cheftræner på ligaholdet.

Derfor var det også specielt at juble med spillerne efterfølgende.

- Det er rigtig mange år med mange fantastiske oplevelser og ikke mindst mange ubeskrivelige og skønne relationer og bekendtskaber, som har været med til at give en tro på, at vi kan løfte Aalborg Håndbold til et nyt niveau. Det har vi gjort, og nu er det tid til, at der er nogle andre, der tager næste step, siger Stefan Madsen.

Han påpeger dog samtidig, at der altså ikke er sommerferie endnu.

I næste weekend tager Aalborg Håndbold hul på Final4 i Champions League, hvor nordjyderne møder de nykårede tyske mestre Magdeburg i semifinalen.

- Vi skal lige minde hinanden om, at vi ikke er færdige endnu. Vi har en uge med hårdt arbejde, hvor det ultimative sker for os nede i Køln. Så selvfølgelig skal vi fejre det i dag, men vi har lige en uge sammen, hvor målet er at spille en rolle i Køln, siger cheftræneren.

Du kan se Aalborgs CL-semifinale mod Magdeburg på lørdag i næste weekend på DRTV.