Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, BSH, har mandag formiddag præsenteret Morten Olsen som ny mand i spillertruppen.
Den 39-årige tidligere landsholdsspiller blev i sidste uge fyret i GOG med øjeblikkelig virkning. Den fynske klub begrundende fyringen med, at "hvis man ikke har 100 procent tillid til hinanden, kan man ikke have et ordentligt samarbejde".
Men Morten Olsen skulle altså ikke gå arbejdsløs længe. I BSH får playmakeren en kontrakt frem til sommeren 2025.
- Jeg er taget til BSH for at vinde titler. Jeg synes, at holdet er til det – og på den rigtige dag kan vi få guld. Det er målet for mig, siger Morten Olsen til BSH's hjemmeside.
Morten Olsen var i kamp for GOG så sent som onsdag aften i sidste uge, hvor han var med til at besejre den portugisiske klub Porto 35-27 i Champions League-gruppespillet.
Men fremadrettet skal han nu vinde kampe i den sort-hvide BSH-trøje. Og det er ikke første gang Morten Olsen tørner ud for BSH. Fra 2007 til 2010 var han også i klubben, som dengang gik under navnet BSV.
- Jeg er selvfølgelig spændt på at skulle starte op et nyt, men bekendt sted. Men jeg glæder mig til at vinde en masse med BSH. Forhåbentligt kan jeg være med til at præge holdet i angrebet på banen, siger Morten Olsen.
Skal løfte angrebsspillet i BSH
Hos Bjerringbro-Silkeborg Håndbold glæder de sig over at få Morten Olsen, som de kalder én af de bedste playmakere i ligaen, ind på holdet.
Sådan lyder det fra Michael V. Knudsen, som er sportslig ansvarlig i BSH.
- Med det niveau, han har vist – også i Champions League – har han haft en afgørende hånd på resultaterne, og det er vi sikre på, han også får i BSH. Han skal være medvirkende til at bringe vores angrebsspil op på et endnu højere niveau, siger Michael V. Knudsen.
Og den betragtning er DR Sportens håndboldsekspert, Lars Krogh Jeppesen, enig i. Med Morten Olsen får BSH nemlig kvalitet for alle pengene.
- Du finder ikke en spiller, som er bedre til at holde sig i form, og du finder heller ikke mange andre spillere, som har Morten Olsens strategiske overblik.
- I den sidste Champions League-kamp han spiller for GOG mod Porto, var han jo banens bedste spiller, og de var det bare et spørgsmål om tid før han endte i en anden klub. Så er det selvfølgelig ekstra specielt, at det er en ligakonkurrent, siger Lars Krogh Jeppesen.
BSH indtager i øjeblikket tredjepladsen i herreligaen. Første mulighed for Morten Olsen til at vise sine håndboldkvaliteter for sin nye klub bliver den 13. december, når BSH på hjemmebane møder Lemvig-Thyborøn.