Lettelsen var til at spore hos folk med hang til TTH Holstebro, da det vestjyske håndboldflagskib fredag sikrede sig endnu en sæson i herrernes bedste håndboldliga.
Med en sejr på 34-28 på udebane over Skive FH kunne både spillerne, træneren og direktøren nemlig ånde lettet op.
Den truende nedrykning var blevet afblæst og en sæson på næsthøjeste niveau fejet af banen. Det var da også mere lettelse over, at katastrofen var blevet afblæst end jubel over overlevelse, som fyldte hos TTH-spilleren Johan Mecklenborg.
- Selvfølgelig er vi glade, men med det setup, vi har i den her klub, skal vi ikke spille om nedrykning. Så det er nok mere en lettelse, end det er glæde.
Den 29-årige bagspiller erkender, at den seneste tid, hvor nedrykningsspøgelset har hængt over hovedet på TTH-spillerne, har været hård.
- Vi har været presset, men vi har været gode til at holde snuden i sporet. Det har vi også lige snakket om i omklædningsrummet. I den periode, hvor vi har spillet om nedrykning, har vi været gode til at lukke af og fokuserer på det, som vi kunne gøre noget ved, og det gav pote i sidste ende, lød det fra TTH-spilleren efter fredagens sejr.
Også TTH Holstebro-træner Arnor Atlason var lettet efter fredagens sejr.
- Jeg er meget glad, for det har ikke være nogle lette uger. Men kæmpe respekt for det, som drengene har præsteret. Det er svært, når der er så meget på spil, for de bliver haglet ned alle steder fra om, hvorfor de skal spille de kampe om nedrykning, siger Atlason.
Også lettelse på direktørgangen
Det var ikke kun træneren og spillerne, som var lettede. Også direktør John Mikkelsen kunne sænke skuldrene og puste ud.
- Jeg er både glad og stolt over, at spillerne og trænerne har taget den her opgave så seriøst. Lige nu er vi bare lettede over, at vi igen er med i ligaen til den kommende sæson, siger direktøren.
Hvor presset har I været i administrationen?
- Vi har været meget presset. På en skala fra et til 10 har vi været på 10. Det har været en hård periode. Vi har prøvet at holde humøret oppe, og det har gjort, at vi nu alle kan være stolte af den opgave, vi har løst, siger John Mikkelsen.
Det er anden gang på tre sæsoner, at TTH Holstebro er fedtet ind i nedrykningskampen. Og selvom selvforståelsen i klubben er til mere end bunden af ligaen, har de seneste års haltende resultater givet realitetssansen overhånden.
- Vi har jo fundet ud af, at det er meget svære at komme tilbage til toppen, end vi havde forudset. Der er alt for mange gode hold i ligaen og konkurrencen er megastor, så man kommer ikke bare sådan uden videre tilbage i top-8, siger John Mikkelsen.