Resultaterne har ikke været med KIF Kolding København i denne sæson. Flere gange er holdet faldet totalt igennem, og man har ikke rigtig kunnet finde melodien. Det tager klubben nu konsekvensen af.
Cheftræner Henrik Kronborg er således blevet fyret efter fire år i klubben, og i stedet har man ansat den 44-årige spanier Antonio Carlos Ortega.
- Det er et scoop for dansk håndbold og især for KIF Kolding København, at vi i dag kan præsentere en så anerkendt og succesfuld træner som Ortega, der også i sin aktive karriere var en af grundpillerne på FC Barcelona´s dream team. Ortega er kendt for aggressivt kompakt forsvar med et stærkt angrebskoncept, som spillemæssigt går godt i spænd med vores 2020 plan, siger sportschef Lasse Boesen i en pressemeddelelse.
KIF Kolding København retter samtidig tak til den afgående cheftræner Henrik Kronborg for indsatsen.
- Henrik er en vellidt person i klubben og en utrolig stærk strategisk træner, der ikke har haft de mest optimale arbejdsbetingelser på det sidste. Vi har været utrolig glade for at have Henrik i klubben og skylder ham en stor tak for indsatsen. Vi ønsker ham al held og lykke fremadrettet, siger Boesen.