Håndboldklubben Skjern har sat navn på sin kommende cheftræner.
Det bliver islandske Patrekur Jóhannesson, som næste sommer tager over efter Ole Nørgaard, skriver klubben i en pressemeddelelse.
46-årige Jóhannesson er i øjeblikket en travl mand. Han er både træner for det østrigske landshold og islandske Selfoss.
Landsholdsjobbet beholder han, men Selfoss byttes ud med Skjern, hvor han har fået en treårig kontrakt.
- Vi er overbeviste om, at Patrekur Jóhannesson med sin erfaring og passionerede tilgang kan videreføre trænerteamets mangeårige gode arbejde og sikre, at vi i fremtiden forbliver en fast bestanddel i toppen af dansk håndbold.
- Han er et godt match til vores værdier og har samtidig stor erfaring som både spiller og træner, siger Skjerns bestyrelsesformand, Carsten Thygesen.
Jóhannesson har spillet 243 landskampe for Island og scoret 589 mål. I sin aktive karriere spillede han for klubber som Stjarnan, Tusem Essen og CD Bidasoa.
Som træner har han foruden det østrigske landshold stået i spidsen for en række klubber, heriblandt fire islandske og TV Emsdetten fra Tyskland.
- Jeg er meget tilfreds med at have underskrevet kontrakt med en storklub som Skjern. Jeg glæder mig til at arbejde i Danmark - et land med rig tradition for kvalitetshåndbold - og samtidig blive en del af Skjerns flotte historie.
- Jeg ser frem til at starte et nyt kapitel af min trænerkarriere i Skjern Håndbold, lyder det fra Patrekur Jóhannesson.
Ole Nørgaard meddelte i oktober, at denne sæson bliver hans sidste. Han indstiller karrieren som professionel træner, når sæsonen er ovre.
I den seneste sæson vandt Skjern DM-guld foran Bjerringbro-Silkeborg (BSV) og GOG, men i indeværende sæson har holdet haft større problemer.
Mesterholdet ligger på syvendepladsen i Herre Håndbold Ligaen. Efter 17 runder er der ti point op til Aalborg Håndbold på førstepladsen.
/ritzau/