Hvis tørken bliver for meget den næste tid, så kan fynboerne passende bade sig selv og deres planter i champagne.
GOG er nemlig, for andet år i træk, dansk mester i håndbold.
Med en sejr på 37-33 over Aalborg Håndbold i den tredje og afgørende DM-finale står det klart, at klubben kan indskrive sit niende mesterskab på herresiden i historiebøgerne.
- Det er jo det, jeg har drømt om. Det har været en fantastisk sæson. Nu skal vi sige farvel med manér, hvor vi bare skal fejre det her sammen og sige farvel til Sydfyn, lyder det fra Lukas Jørgensen.
DM-finalen var den sidste kamp i GOG-trøjen i denne omgang for landsholdsspilleren, der sammen med sin træner Nicolej Krickau og holdkammeraten Simon Pytlick drager til tyske Flensburg-Handewitt henover sommeren.
Men det tager Simon Pytlick til den tid. I dag er det nogle helt andre ting, som fylder hos bagspilleren.
- Jeg er så stolt af at være en del af det her hold. De er fantastiske. Der var ikke ret mange, der troede på, at vi kunne ende med at stå her i starten af sæsonen, men stille og roligt så bevægede vi os ind i hjerterne i håndbolddanmark, siger Simon Pytlick.
GOG gravede Aalborgs grav i anden halvleg
Første halvleg var en tæt affære, hvor intensiteten var en finale værdig. De gule gæster fra GOG kæmpede for at skabe et forspring, men Aalborg holdt snor i dem.
Især assistmageren Simon Pytlick strålede med spandevis af oplæg til målscorer Jerry Tollbring. Samtidig sørgede GOG's svenske målmand Tobias Thulin for at lukke ned for Aalborg-spillernes forsøg.
På trods af fynboernes spilovertag formåede hjemmeholdets Felix Claar at bringe balance i regnskabet ved pausefløjt, hvor der stod 16-16.
I anden halvleg kom GOG som skudt af en kanon, da de scorede otte mål på otte minutter.
Presset blev for stort for Aalborg, der ikke for alvor fandt fodfæste i de sidste tredive minutter.
Med ti minutter tilbage af kampen forsøgte Aalborg at levere et comeback.
Landsholdsspilleren Mads Hoxer gik forrest for de rødklædte, men på trods af sine ti mål i kampen, var det ikke nok til indhente GOG.
Selvom Hoxer og Aalborg pyntede på resultat i kampens slutminutter, kunne GOG-spillerne kort efter fejre mesterskabet med de hundredevis af medrejsende fans.
Et godt farvel
Lørdagens finale var, i denne omgang, den sidste arbejdsopgave for GOG-træneren Nicolej Krickau i håndboldklubben fra Gudme.
En klub, som den 36-årige dansker førte tilbage på toppen i 2022, da holdet vandt sit første danske mesterskab i 15 år.
- Hvis man sætter i perspektiv, hvilke folk vi sendte ud af døren (efter sidste års DM-titel, red.), så er denne sæson en langt større præstation. Vi har leveret en pokaltitel, en DM-titel og en kvartfinale i Champions League med et fuldstændigt nyt hold, siger Krickau.
I en sæson fyldt med udfordringer kunne træneren ikke være med tilfreds med afslutningen.
- Jeg sagde inden kampen, at vi manglede den der toppræstation mod Aalborg, og det skal jeg love for, at vi fik i dag, så jeg kunne ikke være mere stolt.
Hvordan er det at sige farvel på den her måde?
- Det bliver en følelsesladet aften.
I DR Sportens podcast 'Tyvstart' kan du høre meget mere om Nicolej Krickau: