GOG's håndboldherrer var stærkt på vej til at hoppe op på en plads i 888 Ligaens slutspilsfelt, men en føring på tre mål blev sat over styr i de sidste minutter i hjemmekampen mod Tønder.
I stedet kunne Tønder rejse fra Gudme med en sejr på 29-27.
Fynboerne havde kampen igennem været foran med et par mål - i kortere perioder op til fire mål.
Da rutinerede Torsten Laen med under ti minutter tilbage af kampen gjorde det til 25-22, så det ud til, at hjemmeholdet ville kunne fejre sæsonens tredje ligasejr i kamp nummer fem.
Tønder smutter forbi
Men sådan skulle det ikke gå. Føringen blev sat over styr, og i stedet scorede Tønder to gange i kampens sidste minut og snuppede dermed de to point.
Derfor hopper Tønder forbi GOG i rækken og indtager niendepladsen. Begge hold har fire point.
Et point bag dem finder man Sønderjyske, der spillede 28-28 på hjemmebane mod Mors-Thy, der er nummer fire i rækken.
HC Midtjylland er nummer fem efter en 27-26-sejr ude over Skanderborg. Sejrsløse Skanderborg er nummer 12 ud af rækkens 14 hold efter fem spillerunder.
/ritzau/