GOG sagde farvel til legendarisk hjemmebane med sejr

Håndboldholdet GOG spillede lørdag sidste hjemmekamp i Gudme-halleerne, hvor holdet har haft hjemmebane siden grundlæggelsen i 1973.

GOG har spillet sin sidste hjemmekamp i Gudmehallerne, som har været holdets hjemmebane i hele klubbens historie.

Fik du set det du ville?

Fik du hørt din melodi?

Lørdag kunne 1.898 tilskuere i Gudmehallerne give svaret.

Håndboldherrerne fra GOG spillede nemlig deres sidste kamp i den legendariske hal, som siden klubbens grundlæggelse i 1973 har været de gulblusede GOG'eres hjemmebane.

Og ja, resultatmæssigt, fik hjemmepublikummet, hvad de kom efter.

Det gjorde spillerne sådan set også, men GOG's Lasse Vilhelmsen erkender dog, at farvellet til Gudmehallerne med en 35-34-sejr over Skanderborg AGF var liiiige lovlig tæt på at blive en knap så festlig affære.

- Jo, det skabte da lidt nerver på tilskuerpladserne og hos os selv, siger den 19-årige GOG-spiller.

Nej, den havde nemlig ikke været god til historiebøgerne. At være en del af det hold, som lukkede og slukkede i Gudme med et nederlag.

Store som små sagde lørdag farvel til ligahåndbold i Gudmehallerne.

Men sådan gik det, heldigvis for Lasse Vilhelmsen og resten af GOG-mandskabet, ikke.

Derfor er det også en tilfreds og fattet GOG-spiller, som efter endt autografskrivning gør status på Gudmehallerne som hjemmebane.

- Det er da megaspecielt, at det var sidste gang, man trådte ind på det halgulv for at spille kamp, siger Lasse Vilhelmsen, som har spillet i klubben altid.

- Det har været et samtaleemne og måske har der også været et psykisk pres fra os selv. Mange af os er jo kommet i hallen altid og ville derfor gerne sætte et flot punktum. Det synes jeg også, vi gjorde.

Hallen var min SFO

Gudmehallerne og GOG har altid været pot og pande siden klubbens grundlæggelse i begyndelse af 70'erne. Men tiden løber fra de fleste, også Gudmehallerne, og derfor rykker GOG fra det nye år 15 kilometer sydpå til Svendborg.

Argumentet er, at klubbens skal fremtidssikres, lyder det fra direktør Kasper Jørgensen.

- Der er mange, som gerne vil ind og se vores kampe, og det kan vi ikke tilbyde her, så en flytning er med til at sikre de kommercielle muligheder.

- Skulle det baseres på følelser, var vi blevet her i Gudme, men vi vil gerne spille med i toppen og have landsholdsspillere på holdet. Det er jo en af begrundelserne for at flytte til en større hal i Svendborg, fortæller Kasper Jørgensen.

Men nok kan man rykke hjemmepublikumet til Svendborg. Historikken er dog en anden sag. Der knytter sig nemlig masser af minder til brædderne i Gudme, lyder det fra Lasse Vilhelmsen.

- Man mister jo den aura, der er omkring hallen og det trægulv, hvor der er vundet så mange titler og sprøjtet så meget champagne.

- Alt det får vi jo ikke med til Svendborg, så der skal vi starte noget nyt. Men vi kan jo begynde med at vinde det danske mesterskab i denne sæson, og så har vi i hvert fald fået en god start, siger Lasse Vilhelmsen.

GOG-blodet flyder da også tykt i Vilhelmsens årer. Far Keld Vilhelmsen og mor Gitte Sunesen var med til at vinde spandevis af mesterskaber med GOG i 90'erne. Lasse Vilhelmsen husker da også tydeligt sit første minde fra en kampdag i Gudmehallerne.

- Det var første gang, jeg var med til at lave indløb. Jeg var bare en lille dreng, der fik lov til at holde de store stjerner i hænderne, og så husker jeg også alle de gange, hvor mine forældre har spillet herude.

- Jeg har jo været i hallen, fra jeg var spæd, så det har været mit andet hjem. Jeg har ikke været i SFO, men bare i hallen og leget med de børn, som var herude, siger Lasse Vilhelmsen.

Lasse Vilhelmsen har spillet hele sin karriere i GOG.

Gudme var god, Svendborg skal blive bedre

Men nu er det forbi i Gudme, altså med kampene, for basen for GOG er stadig i hallerne, hvor alle klubbens hold, ligaherrerne inklusiv, også i fremtiden snører deres træningssko.

Men hjemmekampene. De skal fremover spilles helt i Svendborg.

- Det bliver selvfølgelig mærkeligt, og man skal lige huske at køre den modsatte vej første gang, man skal til kamp. Det ligger jo på rygraden, at man skal herud, så der skal man nok lige tænke sig om en ekstra gang, siger Lasse Vilhelmsen.

- Men vi drømmer jo om at fylde hallen i Svendborg, så vi kan få endnu flere tilskuere og en endnu bedre hjemmebane. Alle ved jo, at det er svært at komme til Gudme, og det skal det også blive i Svendborg.

Svært har det i hvert fald været at komme til Gudme i denne sæson. GOG er således ubesejret i herreligaen på hjemmebane også efter lørdagens sidste af slagsen.

Og mon ikke Lasse Vilhelmsen, men sine GOG-aner in mente, nok er godt tilfreds med, at det trods alt blev til en sejr.

- Jo, for ellers havde mine forældre haft håneretten over mig.

Om lidt, om lidt er vi borte.

Vi ses måske igen.

...i Svendborg.