GOG misser DM-semifinalen efter lussing fra Fredericia

Håndboldherrerne fra GOG kommer ikke til at spille med om medaljerne i år.

Der var trykkede miner hos GOG efter det store nederlag og den missede DM-semifinale. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

De danske mestre fra GOG kommer ikke til at forsvare deres titel i denne sæson.

Håndboldherrerne fra Fyn har nemlig søndag misset muligheden for at booke billet til DM-semifinalen.

Det gjorde de, da de på udebane fik en ordentlig lussing på hele 34-24 af Fredericia i herreligaens slutspil.

Dermed slutter Fredericia på andenpladsen i slutspillets pulje 2 et enkelt point foran GOG, som må tage til takke med tredjepladsen i puljen og udsigten til en tidlig sommerferie.

Førstepladsen ender Skjern, der søndag har vundet 34–19 over Ringsted, med at tage sig af, og derfor er det vestjyske hold ligesom Fredericia klar til semifinalen.

Aalborg Håndbold, som er i den anden slutspilspulje, var allerede inden sidste spillerunde klar til semifinalen.

Det samme er Ribe-Esbjerg nu efter en 28-26-sejr over Mors-Thy.

Også Ribe-Esbjerg er videre til DM-semifinalen. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

Sådan forløb GOG's kamp

Af Ritzau:

Sydfynboerne lignede da også alt andet end et mesterhold søndag aften med kniven for struben i Fredericias heksekedel.

Hjemmeholdets målmand Sebastian Frandsen pillede hurtigt optimismen ud af GOG-skytterne med en række store redninger.

Et mål på straffekast af Alexander Blonz var det eneste, GOG fik ud af de første ni minutter, hvor Fredericia til gengæld scorede fem gange.

Da Skjern samtidig førte kæmpestort over et afbudsramt TMS Ringsted-mandskab, stod det klart, at kampen i Fredericia var en direkte duel om at følge med vestjyderne til semifinalerne.

Efter mindre end 18 minutter havde GOG's forsvarskrumtap Henrik Jakobsen raget to udvisninger til sig, og skytterne Emil Madsen og Aaron Mensing havde svært ved at komme i ordentlige positioner.

Ved pausen førte hjemmeholdet 17-10, og efter sidebyttet fortsatte Sebastian Frandsen med at tage pippet fra GOG-spillerne.

I den anden ende fik hverken Tobias Thulin eller Mathias Rex fat i ret meget. Sølle tre redninger bidrog GOG's to keepere med. Tilsammen.

De mere og mere modløse GOG-spillere vidste, hvad klokken var slået, og kampen endte som en lille ydmygelse af et detroniseret mesterhold.