Fredericia Håndboldklub udligner i DM-drama

Hjemmeholdet vandt med ét mål over Aalborg Håndbold onsdag aften.

Efter Fredericias sejr skal DM-finalen afgøres på lørdag. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Nogle tog sig til hovedet, inden de også brød ud i vild jubel.

For de lokale fans måtte meget igennem, før de kunne fejre, at Fredericia Håndboldklub udlignede til 1-1 i DM-serien mod Aalborg Håndbold.

Det skete med en sejr på 31-30 i en hektisk finale på hjemmebanen i thansen Arena, hvor der var drama til sidste fløjt.

Med den vigtige triumf fremtvinger Fredericia en tredje og afgørende DM-finale, når guldet skal fordeles på lørdag.

  • Reinier Taboada scorede fem gange for Fredericia. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)
  • Hjemmeholdets fans hylder de lokale helte. (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)
1 / 2

Nordjysk kanin i hatten

Aalborg Håndbold kunne sikre sig den første DM-titel siden 2021 med en sejr onsdag aften.

Chancerne virkede da også til at blive bedre, da man onsdag aften kunne melde Niklas Landin klar efter en øjenskade, som har holdt ham ude siden begyndelsen af maj.

Den danske landsholdskeeper kom ind på nogle straffekast i første halvleg, som var en yderst intens omgang håndbold.

Hverken Fredericia eller Aalborg formåede at stikke af, selvom førstnævnte i perioder var nede med to mål. Anders Kragh Martinusen og Sebastian Henneberg storspillede og sørgede for, at hjemmeholdet i en kort stund var i front, inden Aalborg udlignede til 13-13 før pausen.

Mikkel Hansen kom på tavlen fire gange for Aalborg. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

I anden halvleg virkede gæsterne stålsatte på at afgøre DM-finalerne efter to kampe. Anført af Mads Hoxer, som scorede hele ni mål, bragte de lyseblå Aalborg-spillere sig hurtigt foran på ny.

Det blev dog aldrig mere end en tremålsføring, og mod slutningen af kampen anede Fredericia et comeback. Hjemmeholdet hev syv mod seks-spillet op af værktøjskassen, og det hjalp til at få offensiven i gang.

Temperaturen og lydniveauet steg yderligere, mens stillingen skiftede mellem en Fredericia-føring og uafgjort.

Ved stillingen 31-30 med 30 sekunder tilbage havde Aalborg Håndbold en gylden mulighed for at udligne. Bolden endte hos en presset Patrick Wiesmach, som dog ikke kunne skyde forbi Sebastian Frandsen.

Dermed skal der altså en tredje og afgørende DM-finale til, før der kan findes en dansk mester. Den kamp spilles lørdag i Aalborg.