Drama sender Ribe-Esbjerg og Fredericia ud i afgørende DM-semifinale

Ribe-Esbjerg og Fredericia spillede søndag 23-23 og skal nu ud i en afgørende kamp om en plads i DM-finalen.

Ribe-Esbjerg havde i et sidste angreb muligheden for at score til 24-23, men missede og derfor skal DM-semifinaleserien nu ud i en afgørende kamp. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

Ribe-Esbjerg og Fredericia skal ud i en tredje semifinale for at finde en DM-finalist.

Det er en kendsgerning efter 23-23 i den anden semifinale. Også den første semifinale sluttede uafgjort.

Ribe-Esbjerg havde ellers alle chancer for at afgøre sagerne i slutfasen, men i de nervøse sidste minutter blev en kneben føring formøblet.

Den første semifinale sluttede 27-27, og den anden semifinale skulle også blive meget jævnbyrdig.

Tæt fra kampens begyndelse

Der var disket op til et vaskeægte ABBA-opgør i Esbjerg denne søndag. The winner takes it all var nemlig udgangspunktet for de to mandskaber efter deleren i den første kamp i onsdags. Sejr søndag ville sende vindere i DM-finalen. Såre simpelt.

Det kunne ses fra kampens begyndelse, at 27-27-resultatet fra kamp eét ikke var grebet ud af den blå luft. 1-1 blev til 2-2, så 3-3, 4-4 og 5-5. Jo de første 15 minutter var i sandhed som en nyforelskelse. Tæt og med masser af passion.

Ribe-Esbjerg var tæt på at sikre sensationel finaleplads, men Fredericia fik uafgjort med få sekunder tilbage.

Men så var det som om Fredericia alligevel ville mere, satte turbo på og hakkede bolden i kassen tre gang i træk. 8-5 til gæsterne. Passionen var intakt, men kærligheden til hinanden svær at få øje på.

Det afspejlede sig også på udvisningerne. Seks af slagsen på ti minutter. Tre til hver. Det satte en naturlig kæp i hjulet på kampens rytme, som det første kvarter ellers havde været spillet med masser af tempo.

Hverken Ribe-Esbjerg eller Fredericia har de store stjerner og forlader sig på klichéen om holdet som den store profil.

Og det kunne ses på scoringstavlen. Hele 14 spillere havde fordelt første halvlegs 22 scoringer imellem sig. Fredericia med 12, mens Ribe-Esbjerg 10 gange havde givet hjemmepublikummet noget at juble over.

Skulle der alligevel kåres en stjerne efter de først 30 minutter, må Fredericia-keeper Sebastian Frandsen være bedste bud. Ni redning på 19 forsøg og en redningsprocent på 47. Så kan man godt gå til pause med god samvittighed.

Hjemmeholdet kom ud med fuld skrue

Hvor Fredericia gik til pause ovenpå, var det Ribe-Esbjerg, som kom ud til anden halvleg med overskud. Tre minutter skulle hjemmeholdet bruge på at bringe balance i regnskabet.

Udligningen satte gang i hallen i Esbjerg, hvor kvinderne fra Team Esbjerg de seneste sæsoner har høstet trofæ efter trofæ.

Midtvejs i anden halvleg kom Ribe-Esbjerg første gang foran med tre mål, og det kogte i Blue Water Dokken. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

Pludselig kunne hjemmepublikummet fornemme, at herrerne, som i sæsonens begyndelse kæmpede med tingene, så skiftede på trænerposten kort før slutspillet og siden har vundet mere, end de har tabt, nu også vil lege med om medaljerne.

Og fornemmelsen blev kun bedre da Niklas Kraft i Ribe-Esbjerg-målet på tre minutter nappede to straffekast og hjemmeholdet i den anden ende kunne bringe sig foran 15-14.

Det blev også 18-15 til hjemmeholdet og momentum var nu, med 17 minutter tilbage, helt og holdent på vestjydernes side. Det fornemmede Guðdmundur Gudmundsson også. Timeout fra Fredericia-træneren, som ville se noget mere fra sit mandskab.

Og det skulle der også til for Fredericia, hvis de ikke for anden sæson i træk skulle nøjes med kampen om tredjepladsen.

Ribe-Esbjerg kunne derimod dufte klubbens første DM-finale. Ikke mindst takke været keeper Agust Sigurdur Björgvinsson, som med elleve minutter tilbage havde sneget sin redningsprocent op på 50, og i den anden ende kunne Anders Søgaard sende hjemmeholdet foran 20-17.

Ribe-Esbjerg angreb flere gange for at komme foran med to mål i slutfasen, men brændte blandt andet to straffekast. I stedet udlignede Fredericia til 23-23 med 12 sekunder tilbage, og det lykkedes ikke for hjemmeholdet at score i det sidste korte angreb. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

Drama til det sidste

Men Fredericia var ikke slået. To hurtige scoringer fra gæsterne, og så var det Ribe-Esbjerg-træner Jesper Holm, som blev forfremmet fra assistent til chef kort før slutspillet, der måtte trykke på time out-knappen.

Men den korte pause virkede til at bekomme Fredericia bedst. Tre hurtige fra gæsterne, altså fire i træk, og pludselig var finalepladsen igen inden for gæsternes rækkevidde.

21-21 med syv minutter igen, og spørgsmålet dirrede i luften: Kunne vi få endnu en uafgjort?

Det lignede at Jakob Frederiksen skulle give os svaret. Med 45 sekunder igen fik han muligheden for på straffekast at bringe Ribe-Esbjerg foran med 24-22. Men bolden strøg forbi mål og på det efterfølgende angreb kunne Jonas Kruse udligne med 12 sekunder tilbage.

Nu var det hele, næste en hel kamp, ja faktisk to, kommet ned til et Ribe-Esbjerg-angreb på 12 sekunder, som kunne sende vestjyderne i finalen.

Men desværre for hjemmeholdet redede Thosten Fries i Fredericia-målet afslutningen og sendte DM-semifinale ud i en tredje og afgørende kampe, som spilles i Fredericia på onsdag.