Nordsjælland Håndbold rykkede i aftes ud af den bedste herrerække i håndbold. Det betyder, at der fra næste sæson ikke vil være noget hold fra Sjælland – udover KIF Kolding København, som med sit hovedsæde i Kolding må regnes for overvejende jysk - men kun fra Fyn og Jylland i herreligaen.
- Det er ærgerligt, men det er sådan, det er. Og skal vi gå helt tilbage til rødderne, så er håndbold en bondesport, der blev opfundet ude på markerne ude ved bønderne, siger formand i Divisionsforeningen Jens Christensen, der til dagligt også er formand i Skanderborg håndbold.
Skal være uforudsigeligt
Med nul hold i herreligaen må medie-eksponeringen af sjællandsk håndbold regne med et dyk, men det får ikke Jens Christensen til at frygte, at talentudviklingen på Sjælland vil gå i stå.
I stedet peger han på, at Nordsjællands Håndbolds nedrykning er et udtryk for herreligaens uforudsigelighed:
- Sådan er sporten, og i bund og grund vil vi gerne have den nerve i håndbolden – det skal være uforudsigeligt. Og der har vi jo de senere set en masse overraskende resultater.
Men er det ikke et problem, hvis håndbold opfattes som en jydesport?
- Det kan da blive et problem i forhold til den opbakning, man ønsker, til hele håndboldarbejdet – både på landsholdsplan og klubplan.
- Men vi har set, at når der er landskampe, eller kommer en ny arena som i Næstved, at der tilføres vilje og lyst til håndboldarbejdet. Således at man dernede ser, at der laves håndbold på eliteniveau, siger Jens Christensen.
Nordsjælland Håndbold nåede kun en enkelt sæson i den bedste danske række efter oprykning inden den netop overståede sæson.