Efter to års pokaltørke fandt Aalborg Håndbold endelig et vandhul.
Lørdag vandt nordjyderne således den tredje og afgørende DM-finale med 27-26 over Fredericia og træder nu derop, hvor facit og fejring igen flugter med selvforståelsen i den storsatsende klub.
Det er syvende gang, at Aalborg vinder det danske mesterskab.
Guldet kom i stand efter en dramatisk anden halvleg, hvor Fredericia, som havde været bagud med fem mål ved pausen, gjorde alt for at tvinge finalekampen ud i forlænget spilletid.
Fredericias storspillende venstrefløj, Martin Bisgaard, fik med få sekunder igen muligheden for at udligne til 27-27, men Niklas Landin lukkede af ved nærmeste stolpe.
Derfor sluttede det 27-26 i et toptændt Gigantium i Aalborg, som kunne finde konfetti og guldparykker frem.
Hansen og Madsen takker af med guld
Lørdagens afgørende finalekamp blev Mikkel Hansens sidste ligakamp i karrieren. Bagspilleren fortalte tidligere på foråret, at denne sæson bliver hans sidste.
Med etmålssejren over Fredericia lykkedes det således Mikkel Hansen at runde ligamæssigt af på toppen.
Også cheftræner Stefan Madsen stopper i Aalborg efter denne sæson. Madsen har nu formået at føre Aalborg Håndbold til tre gange DM-guld i sin tid som chefstrateg.
Finalekampen vil dog langt fra kun blive husket for Mikkel Hansens og Stefan Madsens farvel til Herreligaen. Særligt Mads Hoxers præstation på Aalborgs højre back var iøjnefaldende. Hoxer stod for ni af Aalborgs 27 scoringer og var en evig kilde til uro for Fredericia.
Gudmundur Gudmundssons tropper havde i første halvleg svært ved at styre Hoxer og de øvrige Aalborgs-spillere, mens offensiven heller ikke sad i skabet for Fredericia i den anden ende.
Det blev dog bedre efter pausen, hvor Fredericia af flere omgange fik udlignet. Føringsmålet kom dog aldrig, og derfor må holdet nøjes med sølv.