18 ud af 19 landsholdsspillere er i disse dage ved at forberede sig til VM i Qatar. Den sidste mand, Bo Spellerberg, må nøjes med at se på.
- Jeg går rundt og hygger mig lidt. Jeg er nødt til at afvente en lille skade i hælen, der skal have lidt mere tid til måske at komme sig, så jeg vil kunne holde til en eventuel slutrunde, siger bagspilleren til DR Sporten.
Skaden, der stammer fra en klubkamp mellem KIF Kolding København og Aalborg, ser dog ikke ud til at forhindre Spellerberg i at blive klar til VM i Qatar, der begynder den 16. januar.
- Umiddelbart er Bo Spellerbergs VM-deltagelse ikke i fare, men en pause er den bedste behandling, siger fysioterapeut Peter Poulsen til Ekstra Bladet.
Frustrerende at misse træningen
Derfor må Spellerberg nøjes med at se på og skyde lidt mod målmand Niklas Landin.
- Det er selvfølgelig frustrerende at gå glip af måske al træningen. Nu må vi se, hvor meget det bliver til.
- Men det er bedre at blive frisk, end at skulle halse sig igennem noget. Ellers er det bedre, at der kommer en helt frisk mand med.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54a80475a11f9d07486c2a5f
Her kan du se et indslag om den hårde træning, Bo Spellerberg går glip af.
Ved VM i Qatar er Danmark i gruppe med Argentina, Saudi Arabien, Tyskland, Rusland og Polen. På turneringens hjemmeside kan du læse mere om Danmarks modstandere.