Fløjspilleren Lasse Svan kommer ikke med i Golden League-stævnet i Frankrig i den kommende uge, og han er også tvivlsom starter i håndbold-EM senere i januar.
Flensburg-spilleren har pådraget sig en skade i lysken, og er "som minimum" ude i den første uge af januar, skriver Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en pressemeddelelse.
Som afløser har landstræner Nikolaj Jacobsen indkaldt Tim Sørensen fra IFK Kristianstad.
- Lasse Svan er en vigtig spiller både på og uden for banen. Derfor møder han også ind sammen med alle de andre efter nytår, og så skal vores fysiske stab have kigget på hans lyske.
- Herfra lægger vi en plan, der forhåbentlig munder ud i hans deltagelse i hele eller dele af EM.
- Nu kommer Tim Sørensen ind, og ham kender vi allerede fra vores samling i sommer. Han skal nok løse opgaven sammen med Hans Lindberg, siger Nikolaj Jacobsen.
Restituerer hurtigt
Svans skade opstod 2. juledag, da Flensburg-Handewitt spillede mod Hannover i den tyske Bundesliga.
En skanning har efterfølgende vist, at der er tale om en mindre fiberskade.
- De læger, jeg har talt med i Tyskland, ser et håb i, at jeg ikke har nogle smerter eller på anden måde er generet af skaden.
- Jeg har aldrig haft en skade af denne type, men generelt kommer jeg mig hurtigt over skader, og det, håber jeg også, er tilfældet med denne, siger Lasse Svan.
EM foregår i Kroatien, hvor Danmark spiller første kamp 13. januar.
/ritzau/