Pyha: Nikolaj Markussens skade ikke alvorlig

Trods ømhed regner Skjern-spilleren med at blive klar til næste uges landsholdssamling efter styrt.

Nikolaj Markussen er ved at genfinde topformen efter sin skade i akillessenen. (Foto: © Midtjyske Medier, Scanpix)

Det vakte grimme minder, da Nikolaj Markussen gik i spagat i Skjerns ligakamp mod Aalborg lørdag. For et år siden rev den tårnhøje venstre back sin akillessene over og gik glip af EM på hjemmebane, og nu måtte han igen humpe ud af banen.

Markussen gled på en våd bane i Gigantium, ømmede sig kraftigt i maveregionen og gik glip af afslutningen på kampen. Men her dagen derpå ser det heldigvis ikke mere alvorligt ud, end at Markussen formentlig kan nøjes med at sidde en enkelt træning over i den kommende uges landsholdssamling.

- Det er meget ømt, men jeg håber på, at jeg kan deltage om ikke andet i begrænset omfang i samlingen.

- Det er svært at gøre så meget ved. Jeg har godt nok været uheldig med hensyn til landsholdet, må jeg indrømme, siger Nikolaj Markussen til TV2.

I forvejen må landstræner Gudmundur Gudmundsson undvære Mikkel Hansen, Morten Olsen og Jesper Nøddesbo ved samlingen, fordi de skal spille for deres klubhold.