Nikolaj Jacobsen overtager posten som landstræner for det mandlige håndboldlandshold, når Gudmundur Gudmundssons kontrakt udløber til sommer.
Det oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en pressemeddelelse.
- Jeg ser det som en stor ære at få lov til at stå i spidsen for herrelandsholdet. Det er et job, der er meget attraktivt, og som ikke ofte kommer i spil, siger Nikolaj Jacobsen.
- Jeg glæder mig til at komme tilbage på den store scene i landsholdsregi og deltage ved både EM, VM og OL – og for mig er det jo også en mulighed for at prøve at vinde noget med landsholdet, tilføjer Nikolaj Jacobsen, der ikke fik en podietur i sin aktive landsholdskarriere, hvor det blev til 148 landskampe og 584 mål for Danmark.
Skal dobbeltjobbe
Nikolaj Jacobsen har skrevet under på en kontrakt, der formelt starter den 1. august 2017 og løber frem til 30. juni 2021, men ansættelsen bliver på halv tid i den første del af perioden, da han fortsætter som træner i Rhein-Neckar Löwen indtil 1. juli 2019.
Derfor kommer assistenttræner Henrik Kronborg til at løfte en del af opgaverne.
- Jeg glæder mig meget til at lægge endnu flere kræfter i landsholdsarbejdet og samarbejdet med spillerne, og jeg sætter stor pris på den tillid, DHF og Nikolaj Jacobsen har vist mig i denne sammenhæng. Jeg ser meget frem til samarbejdet med Nikolaj, som har skabt fantastiske resultater, også internationalt, og jeg er sikker på, vi bliver et håndboldfagligt meget stærkt team, lyder det fra Henrik Kronborg.
Nikolaj Jacobsen rolle som både klub- og landstræner samt at man nu fuldtidsansætter assistenten er nye tiltag i DHF, som ikke tidligere har haft den slags ansættelser. Men det giver ikke trang til bekymring.
- Jeg er helt tryg ved, at dette samarbejde kommer til at fungere. Vi er utroligt glade for, at Henrik Kronborg vil gå op i tid og tage mere ansvar i et endnu tættere samarbejde med landstræneren. Vi har i processen været i dialog med blandt andre spillerne og Team Danmark, og der er fuld opbakning til denne konstellation hele vejen rundt i vores system, siger generalsekretrær Morten Stig Christensen.