Nikolaj Jacobsen om tidlig start: Det bliver mindre stresset

Nikolaj Jacobsen glæder sig til at overtage landsholdet med det samme.

Arkivfoto. (Foto: © Claus Fisker, Claus Fisker)

Med en tidligere start på jobbet som landstræner, får det danske landshold i håndbold tid til flere eksperimenter på træningsbanen.

Det fortæller Nikolaj Jacobsen, efter det blev offentliggjort mandag, at han overtager styringen med det danske landshold med øjeblikkelig virkning.

- Det betyder rigtig meget, at jeg får ekstra tid. Så skal jeg ikke stresse så meget for at nå de ting, jeg gerne vil.

Den tidlige start betyder i praksis, at Nikolaj Jacobsen når at have yderligere to træningsuger sammen med landsholdet inden EM næste år.

- Det giver lidt mere frihed. Ellers skulle vi kun have haft en samling midt i november inden EM i Kroatien, siger den nye danske landstræner om slutrunden, der starter 12. januar 2018.

- Det betyder, at jeg kan kigge lidt mere på nogle ting, som jeg ellers ikke kunne have nået.

I første omgang skal Danmark kvalificere sig til EM-slutrunden i Kroatien. Jagten på EM-billetten starter mod Ungarn den 4. maj, hvor Nikolaj Jacobsen i første omgang står i spidsen for det danske landshold.