Siden De Olympiske Lege i 2008, hvor Mikkel Hansen stemplede ind med vidunderdrønet på frikast efter tid mod Rusland, har der ikke været tvivl om håndboldspillerens plads på landsholdet.
Den nu 36-årige bagspiller har deltaget i 20 slutrunder i træk. Onsdag meddelte håndboldspilleren, der er kåret til verdens bedste tre gange, at han stopper karrieren til sommer, hvor OL i Paris finder sted.
Det kunne jo næsten ikke være skrevet bedre. Mikkel Hansen fik slutrundedebut ved et OL og kan spille sin allersidste slutrunde og håndboldkamp overhovedet ved et OL - endda i Paris, hvor Mikkel Hansen har boet ti år af sit liv, da han spillede for byens store håndboldhold PSG.
- Det er klart, at et OL i min anden hjemby ville betyde rigtig meget at komme med til, sagde hovedpersonen på sit pressemøde i Aalborg tirsdag, hvor han meddelte sit karrierestop.
- Først og fremmest skal jeg lige have en ordentlig afslutning på det hele og mit ophold her i Aalborg - og forhåbentlig et OL til sommer, hvis jeg er dygtig nok.
Men så melder spørgsmålet sig, der kan ødelægge den smukke afslutning på den historie, der hedder Mikkel Hansens karriere: Er han god nok til at komme med til OL denne sommer?
Det virker næsten absurd at forestille sig en håndboldslutrunde, uden Hansens lange hår og pandebånd. Men niveauet er dalende og har været det i et stykke tid. Og med tanke på den store bredde, som landstræner Nikolaj Jacobsen kan vælge fra, er der måske 14 navne, som til sommer kan stå før Mikkel Hansens. Derfor er det ifølge DR Sportens håndboldkommentator Frederik Lindved ikke givet, at landsholdslegenden får sin sidste og 21. slutrunde i træk.
- Jeg kan ikke sidde og garantere, at Mikkel Hansen bliver udtaget til OL. Men det vil godt nok kræve meget mod, hvis landstræneren vælger ikke at udtage ham. Han er ikke den samme nu, som han var som 21-årig, men det er en spiller, der stadig har noget at give.
- Men er Mikkel Hansen blandt de 14 bedste, hvis man skal vinde et OL? Lige nu er han skadet og spiller ikke kampe. Jeg håber på Mikkel Hansens vegne, at han kommer med. Men lige nu kan vi ikke garantere, at han kommer med og får den perfekte afslutning, siger Frederik Lindved.
Danmark skal vinde guld - med eller uden Mikkel Hansen
DR Sporten har hørt landstræneren, om han vil være med til at skrive den smukke historie færdig. Men vi fik det samme vævende svar som alle andre, sagde Nikolaj Jacobsen.
- Det må vi vente med at se på. Lige nu er han skadet, så lad os få ham tilbage på banen først.
Der er endnu ikke sat en dato på, hvornår Mikkel Hansen vender tilbage på håndboldbanen efter sin drilske lyskeskade.
Men forhåbentlig bliver det inden alt for længe, så bagspilleren kan nå at finde formen inden OL. Og hvis det sker, så forudser DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen, at Mikkel Hansen kan genbesøge sin gamle hjemby til juli.
- Ja, det tror jeg. Men jeg må være ærlig og sige, at Nikolaj Jacobsen er så privilegeret, at han har så mange dygtige spillere. OL er jo ikke 16 mand som ved en normal slutrunde, det er kun 14, så man skal trimme sit hold.
- Nikolaj Jacobsen har én mission, og det er, at det danske hold skal vinde guld, så det kræver at Mikkel Hansen er helt oppe i gear og leverer varen. Der er ikke nogen, der er selvskrevet på verden bedste landshold, fortæller håndboldeksperten.
De danske håndboldfans og Nikolaj Jacobsen er forkælet med verdensklassespillere på samtlige pladser. Mathias Gidsel har for eksempel lige overtaget tronen som verdens bedste håndboldspiller, mens Simon Pytlick har sat sig lige så tungt på venstrebacken, som Mikkel Hansen gjorde i 2008.
Vi kan nævne flere spillere som Lasse Anderson, Aaron Mensing, Jacob Holm og Lasse Møller, der alle også bejler til en plads som bagspiller i truppen. Nogen bliver skuffet, som Lars Krogh Jeppesen siger, men han håber ikke, det bliver Mikkel Hansen.
- Det ville være en fantastisk historie at få Mikkel Hansen med til OL, og man kunne få det her scenarie i Paris med Frankrigs Nikola Karabatic (der også går på pension, red.) og Mikkel Hansen i en finale. Det bliver jo ikke større. Men der er lang vej dertil.