Håndboldstjernen Mikkel Hansen var i problemer frem mod herrelandsholdets OL-guld i Rio i 2016.
For at fjerne smerterne i en betændt akillessene havde han i et halvt år taget smertestillende piller og derfor ikke lagt mærke til, at han havde fået en skade i venstre side af maven blot en måned før OL.
Pludselig ramte smerterne ham med et hårdt slag en morgen kort før legene.
- Jeg kunne ikke løbe uden at få et jag i maven. Det var ret ubehageligt.
- Jeg nåede også at tænke mit, for OL ventede lige om hjørnet, og jeg ville gerne være i topform, men det var jeg ikke helt, siger Mikkel Hansen til Jyllands-Posten.
Landsholdsspilleren blev laserbehandlet for skaden, og så droppede han straks de smertestillende piller og tog en pause fra træningsbanen.
I dag ved Mikkel Hansen fortsat ikke, hvad der var galt med maven i dagene frem mod OL, men de smertestillende piller, har han droppet for altid.
- Jeg skal ikke ud i den slags igen, siger han.
Danmark vandt OL-guldet i Rio med en finalesejr over Frankrig på 28-26.
I januar er Danmark medvært for VM i samarbejde med Tyskland. Danmark og Mikkel Hansen indleder turneringen 10. januar i Royal Arena i København mod Chile.
/ritzau/