Bedre skud og større stabilitet har ført Lasse Andersson tilbage på landsholdet

Efter to års fravær er Lasse Andersson atter at finde blandt Nikolaj Jacobsens udvalgte.

Lasse Andersson har spillet en flot sæson for Füchse Berlin, og han ligger i skrivende stund nummer fire på topscorerlisten i Tyskland. (Foto: © ANDREAS GORA, Andreas Gora/picture-alliance/dpa/AP Images)

Selvom han både har vundet VM-guld og OL-sølv, kan man alligevel ikke undgå at sidde med en følelse af, at Lasse Anderssons landsholdskarriere burde tælle mere end de 64 landskampe, han står noteret for.

Det skal nok især tilskrives de knæskader, som i lange perioder har holdt ham ude.

Andersson fik som 21-årig landsholdsdebut tilbage i 2015, og allerede dengang var det tydeligt, at der var krummer i knægten, hvis højrearm kunne få enhver målmand til at ryste i bukserne.

Men siden da har det været lidt ud og ind for Füchse Berlin-spilleren, der ikke har spillet en landskamp i snart to år. Han var udtaget til samlingen i november sidste år, men måtte melde fra på grund af en mindre rygskade.

Nu får han igen en chance, for Andersson, der i mandags kunne fejre sin 30 års fødselsdag, er atter at finde blandt landstræner Nikolaj Jacobsens udvalgte, der lørdag tester formen mod Schweiz.

- Han har spillet en fremragende sæson. Det kan man også se på Berlins placering i tabellen - de ligger med fremme nu, siger Nikolaj Jacobsen.

På lørdag, hvor Danmark møder Schweiz, er det 700 dage siden, at Lasse Andersson senest spillede en landskamp. (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)

Lasse Andersson var i spil til en plads på det hold, der for nyligt spillede EM, men en skade i slutningen af sidste år fjernede bagspilleren fra ligningen.

- Både for os og Lasse var det ærgerligt, at han ikke var med i november-samlingen, men nu er han fit for fight igen, og så må vi se, hvordan det ser ud. Men vi er glade for at have Lasse med igen, fortæller landstræneren.

Har manglet stabilitet

Lasse Andersson kommer til landsholdssamlingen med selvtilliden i orden.

I weekenden scorede han hele ni gange, da han og Füchse Berlin spillede topkamp mod Magdeburg.

I ligaen ligger han nummer fire på topscorerlisten, så det vidner om, at Lasse Andersson har fundet formen og stabiliteten, og det er noget, der glæder Nikolaj Jacobsen, som ellers har savnet lidt af sidstnævnte fra den hårdtskydende bagspiller.

- Jeg synes, hans skud er blevet bedre, og så er der kommet langt flere stabile kampe fra Lasses side af. Det er noget af det, jeg kigger på.

- Det skal først og fremmest være stabilt, for man kan ikke have råd til en eller to dårlige kampe til en slutrunde, for så er det overstået, siger landstræneren.

Om Lasse Andersson kan tage det gode spil med på landsholdet, finder vi ud af lørdag, hvor Danmark altså tester mod Schweiz. Her får Andersson rig mulighed for at imponere landstræneren, der lader 11 mand fra EM-truppen sidde over.