Det europæiske håndboldforbund (EHF) har nu fældet dom i sagen mod Kielce-træner Talant Dusjebajev, der for nylig gik til angreb på Rhein-Neckar Löwens træner, den kommende danske landstræner, Gudmundur Gudmundsson.
Gudmundsson hævdede efter kampen, at den iltre Kielce-træner slog ham i skridtet, men det har EHF ikke kunnet finde bevis for. Hverken via videomateriale (som kan ses i playeren over artiklen her) eller via vidneudsagn.
Dusjebajev kan dog alligevel se frem til en bøde på godt 19.000 kroner, da han ved det efterfølgende pressemøde udviste ’aggressiv adfærd’, som det hedder i på EHFs hjemmeside. Dusjebajev skal desuden af med yderligere 19.000 kroner, hvis han laver yderligere ballade i en prøveperiode frem til 30. juni 2015.
Her beskyldte Dusjebajev blandt andet Gudmundsson for at have lavet obskønne bevægelser mod ham i løbet af kampen. Noget som EHF heller ikke har fundet beviser for.
Talant Dusjebajev har tidligere stået i spidsen for de spanske storhold Ciudad Real og Atletico Madrid. Som spillede vandt Dusjebajev bl.a. VM- og OL-guld med Rusland, inden han fik spansk statsborgerskab.
Dusjebajev blev kåret til verdens bedste håndboldspiller i både 1994 og 1996.