Det bliver tre østeuropæiske opgaver, der venter håndboldherrerne i det indledende gruppespil ved håndbold-EM i Polen i januar.
Ved fredagens lodtrækning i Krakow blev Gudmundur Gudmundssons mandskab sat sammen med Ungarn, Rusland og Montenegro i den gruppe D, der skal spilles i Gdansk.
På forhånd stod det klart, at Danmark ikke kunne trække besværlige modstandere som Polen fra seedningslag to og Tyskland fra lag tre, eftersom de to hold - sammen med Kroatien og Danmark i øverste lag var blevet forhåndsplaceret i hver sin pulje.
Danskerne kommer uden tvivl på hårdt arbejde mod Ungarn fra andet seedningslag, selv om ungarerne senest skuffede ved ikke at kvalificere sig til VM i Qatar.
Fra nederste lag slap danskerne for uberegnelige Serbien for i stedet at møde lillebror Montenegro.
De fire puljer
Gruppe A: Frankrig, Polen, Makedonien og Serbien.
Gruppe B: Kroatien, Island, Hviderusland og Norge.
Gruppe C: Spanien, Sverige, Tyskland og Slovenien.
Gruppe D: Danmark, Ungarn, Rusland og Montenegro.
EM i Polen spilles mellem 17.- og 31. januar næste år.
/ritzau/