Gudmundur: Balladen med Wilbek har haft betydning for mit valg

Den afgående landstræner fortæller, at postyret under og efter OL-triumfen i Rio har haft en indvirkning på beslutningen om at stoppe.

Gudmundur Gudmundsson side om side med Ulrik Wilbek mens alt endnu var fryd og gammen. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Dansk Håndbold Forbund (DHF) meddelte tirsdag formiddag, at landstræner Gudmundur Gudmundsson stopper til sommer, da han har andre planer for fremtiden.

Nu løfter islændingen overfor islandsk tv lidt af sløret for, hvorfor han ikke valgte af forlænge sin kontrakt. Og en del af årsagen kan tilskrives balladen omkring Ulrik Wilbeks udtalelser under OL og den megen negative fokus i tiden efter triumfen i Brasilien.

Ulrik Wilbeks ageren skabte en del furore i Danmark og endda også udenfor landets grænser. Hvordan havde hans optræden haft indflydelse på din beslutning?

- Det var en af de faktorer, der var med i mit grundlag for beslutningen. Så selvfølgelig har det påvirket mig. Hvis jeg sagde andet, ville jeg lyve. Men der var mange faktorer, der lå til grund for min beslutning.

Hvad synes du om Wilbeks opførsel?

- På nuværende tidspunkt vil jeg ikke udtale mig yderligere om det. Jeg synes, at hans handlinger taler for sig selv og han besluttede jo også efterfølgende at trække sig, udtaler Gudmundur Gudmundsson til den nationale islandske tv-station, RUV.

Kunne have fyret Gudmundur

Ulrik Wilbek var som daværende sportschef i DHF med ved OL i Rio de Janiero. Inden finalen mod Frankrig var han ude at sige, at hvis man udelukkende kiggede på resultaterne, så var Gudmundur fyret for længst.

Denne udtalelse var sammen med nogle møder mellem spillerne og Wilbek undervejs i turneringen med til at sætte gang i en ballade, der brød ud i lys lue en uges tid efter triumfen i Rio.

Ulrik Wilbek valgte efterfølgende at opsige sit job som sportschef i DHF.