Danmark leger sig til enorm sejr og gør rent bord ved testturnering

Danmark var foran fra start til slut, da Holland søndag blev knust ved Golden League i Norge.

Hollænderne havde umådeligt svært ved at kontrollere Aaron Mensing og hans skudarm søndag eftermiddag. (Foto: © Stian Lysberg Solum, Ritzau Scanpix)

Tre kampe. Tre sejre.

Det er facit for Danmarks herrelandshold i håndbold efter en forlænget weekendudflugt til Bergen.

Søndag eftermiddag besejrede danskerne Holland med hele 17 mål, 40-23, og fuldendte dermed et hattrick af testsejre ved Golden League-stævnet i Norge. Danmark slog Norge i torsdags, og lørdag blev Spanien besejret.

- Det var en meget, meget flot og koncentreret landskamp. Jeg er meget tilfreds med rigtig mange ting. Vores angrebsspil sad i skabet med en rigtig god timing især i første halvleg, siger landstræner Nikolaj Jacobsen til TV 2 efter kampen.

Søndagens danske sejr over Holland blev så stor, fordi særligt den rød-hvide offensiv sprudlede. Ført an af 25-årige Aaron Mensing var danskerne ustoppelige i angrebet.

GOG-spilleren scorede kampens første mål og imponerede generelt stort i første halvleg, hvor han scorede fem mål på fem forsøg. Og flere af de scoringer var deciderede perlemål, hvor den stærke bagspiller nærmest tæskede bolden i netmaskerne helt oppe under overliggeren.

De hollandske parader havde ikke held med at stoppe Aaron Mensings langskud søndag eftermiddag. Så langt fra endda. (Foto: © Stian Lysberg Solum, Ritzau Scanpix)

Den danske effektivitet i offensiven var skræmmende, og særligt Danmarks kontrastød var uimodståelige for hollænderne. Omvendt havde hollænderne bedre betingelser rent offensivt, hvor Danmarks centrale forsvar ikke var så sammentømret, som landstræner Nikolaj Jacobsen nok kunne have ønsket sig.

Alligevel gik Danmark til pause med en solid pauseføring på syv mål, 20-13. Også takket være forrygende indsatser fra både Rasmus Lauge og Mathias Gidsel.

Dansk legestue efter pausen

Efter pausen fik Nikolaj Jacobsen, som det også var tilfældet i lørdagens kamp mod Spanien, en ustyrlig lyst til at prøve nye konstellationer af i både forsvar og angreb. Og med en gedigen føring i bagagen kunne han med ro i sindet skifte nærmest hele holdet.

Og det gjorde han så stort set også. For eksempel blev den velspillende Aaron Mensing sat på bænken.

Derfor blev det hele også en smule mere rodet i anden halvleg, hvor de mange udskiftninger virkelig fik kampen til at ligne det, som det var: En træningskamp.

Det ændrede dog ikke på niveauet i den danske offensiv, der til tider legede sig til scoringerne. Danmark endte med at vinde 40-23 - og dermed vinde Golden League-stævnet samlet på suveræn vis.

Danmarks håndboldherrer samles igen i slutningen af december, inden man på hjemmebane i begyndelsen af januar spiller endnu tre Golden League-kampe. De fungerer som opvarmning til EM-slutrunden i Tyskland i januar.