Hvis de europæiske håndboldforbund har efterretningstjenester, så bør alarmklokkerne bimle og bamle disse dage.
For selv om Danmarks håndboldherrer ikke har vundet EM i håndbold siden 2012, og én mand ikke gør det alene, så er den danske bagspiller Mathias Gidsel en smilende trussel forud for slutrunden i januar, hvis man spørger manden selv.
- Jeg føler, jeg spiller mit livs håndbold for tiden.
En dyster udmelding for de nationer, som har planer om at vinde EM-guld i Tyskland.
Ved de seneste to VM-slutrunder har vestjyden vundet guld med Danmark og samtidig høstet titlen som mest værdifulde spiller, og lige nu er han samlet med landsholdet for at spille Golden League.
Og for at sende en advarsel, tilsyneladende.
- Jeg gæder mig til alle opgaver, selv om jeg har otte kampe på 12 dage nu her, så er der ikke én, jeg ikke glæder mig til, siger Mathias Gidsel.
Stille urimelige krav til sig selv
Årsagen til Mathias Gidsel lader til at være vokset i mental højde og drøjde skal findes i dagligdagen i Tyskland.
I Füchse Berlin er holdet lige nu nummer et i Bundesligaen, mens han er nummer to på ligaens topscorerliste.
Kroppen har vænnet sig til de tæsk, man får, når man spiller i verdens hårdeste håndboldliga, hvor køleskabsdørene smækker med fuld kraft.
Han har det godt i klubben, det hjælper på personen Mathias, men der er heller ikke nogle småskavanker, som han kan bruge som undskyldning for at kravle op på fysioterapeutens bord.
Samtidig har han påtaget sig en rolle i det tyske, som automatisk skubber brystet frem.
- Når man kommer ind som ny mand, så starter man ikke ud med at sige, at nu giver I bare mig bolden, og så klarer jeg det. Jeg prøver at være en naturlig leder, og det vil jeg gerne være. Jeg flygter ikke fra det ansvar i Berlin.
- Jeg prøver at gribe den rolle og vokse med den, hvor jeg sidste år ikke var en, der forsøgte at sige, at jeg har alle svarene, siger Mathias Gidsel.
Samtidig har han også, siden sit gennembrud ved VM i 2021, hvor forventningerne fra omverdenen tog et kvantespring, skubbet sig selv i en retning, hvor alt andet end at give sig selv 100 procent ikke er godt nok.
- Jeg stiller lidt for høje krav, vil min direktør nok mene. Jeg er i en klub, som ikke har vundet mesterskabet før, og vi vil gerne et skridt tættere på førstepladsen. Så jeg stiller mange krav til alle andre, men jeg stiller lige så mange, også urimelige, krav til mig selv, siger Mathias Gidsel.
Der findes ikke noget bedre
Selv om der stadig er et par måneder til EM-slutrunden i Tyskland, så er den slags selvtillid fra en af Danmarks helt store profiler nok til, at trusselsbilledet ændrer sig for forsvarspillere.
Men på trods af, at Mathias Gidsel skal spille et hav af håndboldkampe før slutrunden melder sig, så er han ikke nervøs for at miste pusten.
- Der findes ikke nogen bedre følelse end at være godt kørende i det, man elsker at lave. Der er ikke noget bedre end at træde på banen, om så det er i Füchse Berlin eller for Danmark. Jeg er i mit es på håndboldbanen - der er intet, der spolerer glæden.
- Når der ikke er noget pres eller skader, som stresser dig, så er håndbold en leg, der føles som at spille i barndomshallen i Skjern. Sådan er det lige nu. Det nyder jeg virkelig, siger Mathias Gidsel.
Danmark møder torsdag Norge i Golden League, mens Spanien og Holland venter i weekenden.