Anfører Landin bakker Gudmundur op: Han havde altid det sidste ord

Håndboldherrernes anfører bakker landstræner Gudmundur Gudmundsson op efter balladen i kølvandet på OL-guldet i Rio, som endte med at sportschef Ulrik Wilbek sagde op.

Niklas Landin (t.h.) bakker (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Det danske håndboldlandshold leverede under OL i Rio de Janeiro det største resultat i dansk herrehåndbolds historie.

Alligevel er triumfen i Brasilien endt med at blive overskygget af en del internt fnidder og skriverier i pressen, der til sidst fik Ulrik Wilbek til at opsige sin stilling som sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF).

Wilbek var blandt andet dagen inden OL-finalen mod Frankrig ude at sige følgende til Ritzau:

- Hvis man bare kiggede på resultaterne, så var Gudmundur jo blevet fyret for længst. Men der er mange parametre i det her.

Ked af negativt fokus

Denne udtalelse og nogle møder i løbet af OL-turneringen har været årsagen til den store polemik, men ifølge anfører Niklas Landin var der i modsætning til hvad flere medier har skrevet aldrig tvivl om ansvarsfordelingen undervejs.

- Rollefordelingen mellem trænerne i teamet og sportschefen fungerede ganske fornuftigt. Jeg synes, at det fungerede fint.

Gudmundur Gudmundsson flankeret af Ulrik Wilbek ved førstnævntes ansættelse. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Hvem havde det sidste ord i løbet af OL-turneringen?

- Det er 100% Gudmundur. Den er ikke så meget længere, lyder det fra anføreren.

Niklas Landin ærgrer sig samtidig over, at ’sagen’ med Ulrik Wilbek har fået så meget spalteplads.

- Det er rigtig irriterende, at der ikke er mere glæde over, at vi har vundet OL-guld, og at der i stedet for har været så meget negativ omtale. Det synes jeg er meget, meget ærgerligt. Jeg håber virkelig, at vi kommer videre nu, så vi også kan glæde os over, det som vi har opnået, fortsætter Landin.

Mødeaktivitet under OL

Som både DHF’s generalsekretær Morten Stig Christensen og Ulrik Wilbek selv har været ude og sige, så har der under OL-turneringen været afholdt flere møder – både med og uden landstrænerens deltagelse.

- Som under så mange andre slutrunder havde vi i Rio også møder internt i truppen, hvor vi snakkede om mulighederne for forbedring, og om hvad vi kunne gøre anderledes for at levere bedre inde på banen.

- Det fik vi en rigtig god dialog omkring, og Gudmundur begyndte også at lytte rigtig meget til os spillere og spurgte ind til, hvilke idéer vi havde i forhold til de spillere, som vi skulle møde, fortsætter landsholdsmålmanden.

Møder gav guld

De konstruktive møder var ifølge Landin sammen med udtagelsen af playmaker Morten Olsen nærmest årsagen til, at det hele endte med at gå op i en højere enhed.

- Vi fik flere konstruktive møder mellem spillerne og trænerteamet. Det synes jeg var helt afgørende for vores præstationer på banen. Folk følte sig 100% klar oven i hovedet på, hvad der skulle ske. Og så var Gudmundur god til at sætte os op til den enkelte kamp.

- Ved denne slutrunde var der måske flere spillere, som ramte deres niveau. At Gudmundur så samtidig tog Morten Olsen med, og han så leverede som han gjorde, det er ekstraordinært. Det var i hvert fald nogle af grundene til, at vi endte med at stå på toppen til sidst, slutter Niklas Landin.