Anders Eggert melder afbud til EM-kampe

Anders Eggert og Alexander Lynggaard melder afbud til håndboldlandsholdets forestående EM-kvalifikationskampe.

Anders Eggert har meldt afbud til håndboldlandsholdets EM-kvalifikationskampe. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Håndboldlandstræner Gudmundur Gudmundsson har mandag modtaget to afbud til de forestående EM-kvalifikationskampe.

Fløjspiller Anders Eggert og stregspilleren Alexander Lynggaard er begge forhindre på grund af skader, lyder det i en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund.

I stedet har Gudmundsson udtaget Magnus Bramming og Simon Hald.

De to spillere rykkes op fra udviklingslandsholdet til A-landsholdet.

- Det er ærgerligt med de to afbud, men nu får Magnus Bramming og Simon Hald en chance for at vise sig frem på A-landsholdet, og det tror jeg, de vil udnytte rigtigt fint, siger Gudmundur Gudmundsson.

- Samtidig har vi muligheden for at se to nye spillere an i udviklingstruppen, som har tre spændende kampe på programmet i Polen, siger han.

Landsholdet samles i næste uge til træning samt to EM-kvalifikationskampe på henholdsvis hjemmebane i Brøndby mod Holland 3. november og udebanekampen i Letland 6. november.

/ritzau/