To dage før Danmark tager hul på VM i Qatar mangler Gudmundur Gudmundsson stadig at udtage sin endelige VM-trup. Islændingen flyver onsdag til Qatar sammen med 17 spillere, hvoraf kun 16 må stå på holdkortet. Derfor skal en spiller altså vrages.
- Vi træner i morgen i Qatar, og så tager jeg beslutningen efter det, siger Gudmundsson, der har en idé om hvem der må se til fra tribunen:
- Det tror jeg. Vi har jo haft nogle småskader, men vi nu er på vej til at tage beslutningen om det, siger han til DR Sporten.
Du siger lidt, at det er en af dem, der har været skadet?
- Ja, men de er alle på vej tilbage. Jeg er meget tilfreds med at det går fint med Søndergaard. Det samme kan man sige med Nøddesbo. Bo (Spellerberg) er også i orden, så det ser fint ud.
Hvem bliver så sorteret fra?
- Det siger jeg selvfølgelig ikke nu. Jeg siger det til spillerne først, smiler Gudmundsson.
- Hver eneste beslutning man tager, har fordele og ulemper. Det er alle sammen gode spillere, så det er en svær beslutning at tage.
Gudmundur Gudmundsson har i løbet af VM-turneringen mulighed for at skifte ud i truppen to gange.