Glædeligt gensyn for GOG, der slår Aalborg Håndbold i Super Cup-finalen

GOG vandt onsdag aften herrernes Super Cup-finale over rivalerne fra Aalborg Håndbold.

De forsvarende mestre og pokalvindere fra GOG vandt onsdag aften Super Cup-finalen over Aalborg. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Nøj, hvor havde GOG og Aalborg Håndbold savnet hinanden. Det mærkedes tydeligt i onsdagens Super Cup-finale, hvor fynboerne vandt 34-32.

På godt, på ondt.

Lynhurtigt brokkede Morten Olsen sig til en advarsel. Kort efter stangede Henrik Møllgaard en albue i skrinet på førnævnte fynske profil og fik to minutters tænkepause på bænken.

Gensynsglæden gjorde nas og vil formentlig bide i kroppen de kommende dage, men når nu underholdsningsværdien flugtede øretævernes størrelse, virkede det ærlig talt som et fair bytte.

Hvis alt går, som kloge håndboldhoveder prædiker, er det næppe sidste gang i årets sæson, at de to topklubber mødes med metal på spil, og de efterlod os udelukkende med lyst til mere.

Især Aalborgs Mikkel Hansen, der er tilbagevendt efter en sygemelding med symptomer på stress, fordelte spillet fortrinligt. Klassisk ham. Målfarligheden var tilmed også til at få øje på.

  • Mikkel Hansen var i spilhumør mod GOG. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)
  • GOG's Henrik Jakobsen med blodtud. Der blev gået til makronerne i Super Cup-finalen mellem de to topklubber. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)
1 / 2

Hansen havde stor aktie i Aalborgs 11-8 føring, der skrumpede en smule op til pausen, fordi GOG fik tingene til at flyde mere. Samtidig valgte fynboerne kløgtigt at placere bolden i hænderne på en nytilkommen nordmand, 23-årige Alexander Blonz, som brillerede.

Stortalentet på fløjen sendte sin tiende scoring i nettet til 30-27 og skubbede GOG i en retning, der fik panikken til at brede sig i den nordjyske lejr.

Aalborg Håndbold havde pludselig ualmindelig travlt, og selvom Niklas Landin diskede op med et par store redninger i slutfasen, kunne de ikke æde GOG-føringen.