FCM's kvinder kørte Team Tvis Holstebro over i pokalfinalen

Der var niveauforskel igennem stort set hele kampen, da FCM vandt pokalfinalen med 32-26 mod Team Tvis Holstebro.

Nycke Groot var kampens bedste spiller i pokalfinalen. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

FCM Håndbold sikrede sig pokaltitlen efter en sikker sejr over Team Tvis Holstebro i finalen på 26-32 efter en kamp, hvor det midtjyske hold førte fra start til slut.

Det lignede fra begyndelsen, at Team Tvis Holstebro havde i sinde at forære FCM Håndbold en forsinket julegave i form af en pokaltitel. Efter et minut og 30 sekunders spil stod der 3-0 på måltavlen til FCM, der til fulde udnyttede, at modstanderen diskede op med et mangelfuldt forsvarsspil.

Ann Grete Nørgaard tackles i FCM-forsvaret. (Foto: © Morten Stricker, Scanpix)

I målet blev den norske EM-guldvinder Silje Solberg skudt fuldstændig i sænk, og træner Niels Agesen valgte derfor at kalde sine spillere ud til timeout allerede efter tre minutters spil for at holde sit holds vinderchancer i live.

Hård start

Udbyttet af timeouten var umiddelbart ikke til at få øje på, og FCM nåede at udbygge føringen til 10-4, inden Team Tvis Holstebro fik lidt rytme ind i spillet og kombinationerne, der begyndte at flyde mere ubesværet.

Lærke Møller blev rykket fra højre back over til venstre back, og svenskeren Nathalie Hagman kom ind, og de 2052 tilskuere i Jysk Arena i Silkeborg kunne glæde sig over fornyet spænding i opgøret, da Team Tvis Holstebro reducerede til 11-13.

Fornøjelsen var dog kort for de mange Team Tvis-tilhængere, da FCM kynisk udnyttede en række uprovokerede fejl og derfor kunne gå til pause med en føring på 20-15 efter en målrig første halvleg, hvor særligt FCM's hollænder Nycke Groot var en konstant trussel med seks scoringer på otte forsøg.

Nycke Groot i storform

Den hollandske playmaker fortsatte straks efter pausen med yderligere to scoringer, og efter tre minutters spil så træner Niels Agesen sig igen nødsaget til at benytte sig af en timeout på et tidspunkt, hvor FCM var foran med 23-16.

FCM's Line Jørgensen forsøgte ellers at gøre sit for at holde Team Tvis  Holstebro inde i kampen med to hurtige udvisninger i midten af halvlegen, hvilket sikrede hende et rødt kort.

Men lige lidt hjalp det Team Tvis, der i de fire minutters overtal kun formåede at score én gang, mens FCM fik bolden i mål to gange.

Ida Alstad båret ud

Lidt skår i glæden hos FCM kom der dog, da nordmanden Ida Alstad pludselig faldt til jorden med store smerter i sit højre ben og derfor blev båret fra banen.

På det tidspunkt var der ikke længere reel spænding om resultatet, og FCM sad tungt på spillet, mens Team Tvis Holstebro fortsatte med at gøre arbejdet svært for sig selv med en lang række tekniske fejl.

I hver sin ende fortalte målvogternes redningsprocenter deres egen historie om en ensidig kamp. Med 10 minutter tilbage havde Team Tvis' bagerste skanse reddet 19 procent af alle forsøg, mens FCM's tyske målvogter, Sabine Englert, lå helt oppe på 49 procent.

Succes for Helle Thomsen 

Med sejren satte FCM's træner, Helle Thomsen, punktum for en succesfuld december måned, hvor hun først førte det svenske landshold til EM-bronze, inden hun altså rundede året af med en pokaltitel. 

Ann Grete Nørgaard tackles i FCM-forsvaret. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Det var FCM Håndbolds anden pokaltitel under det nuværende klubnavn, men den sjette i alt, hvis man også medregner titlerne vundet som Ikast-Bording og Ikast FS.

Nycke Groot blev valgt til årets pokalfighter.