Straffekast er spillets største chance: Her får du tre eksperters bedste tips

Spillet mellem skytte og målvogter handler om forberedelse, mønstre og psykologisk overtag, lyder det fra Jesper Jensen, Andrea Aagot og Mikkel Hansen.

Collage: Maria Eriksen Volthers, DR. Foto: Imago/Ritzau Scanpix

Hvis du skal blive bedre til at skyde straffekast, er Andrea Aagot, Jesper Jensen og Mikkel Hansen tre personer, som er værd at lytte til.

Aagot er en af de faste - og klart bedste - skytter for Danmark ved kvindernes EM-slutrunde, landstræner Jesper Jensen mestrede duellen og afgjorde i karrieren en DM-finale fra syv meter, mens Mikkel Hansen over tid udviklede en opskrift, der gjorde ham nærmest umulig at redde, fortalte håndboldlegenden for nylig i en podcast.

Fælles for de tre skytter er, at det psykologiske spil med keeperen fylder meget, og for Andrea Aagot begynder den indre armlægning allerede, når dommeren fløjter og peger.

- Jeg prøver ikke at have for meget øjenkontakt med målmanden, og så prøver jeg ikke at stå for lang tid med bolden, hvis der skal tørres gulv. Så lader jeg bolden ligge lidt og håber, at jeg står der mindst mulig tid, så jeg ikke kan blive psyket på forhånd, siger højrefløjen.

Aagot påtog sig tidligere kun hvervet i perioder, og det var især, da hun droppede sit fokus på scoringsprocenter og slap frygten for at brænde, at hun mærkede en udvikling.

- 80 procent af det er psykologisk. Hvor god man er mentalt til at være i det og stå for presset. Det har jeg i hvert fald selv fundet ud af. At jeg er meget mere sikker, når jeg bare går ind med selvtillid, end i starten hvor jeg var mere usikker, siger EM-spilleren.

Aagot har primært tre skudvarianter og vil ud fra dem gerne have keeperen til at gå til en side og så skyde modsat. Derfor ses hun ofte udføre en serie af skudfinter.

- Det er for at gøre dem forvirrede. Jo længere jeg holder på bolden, jo mere usikre tror jeg, at de er på, hvornår de skal agere, siger Aagot, som fortæller, at hun sjældent har besluttet sig på forhånd.

Der er forskel på de gode og de rigtig gode

Den danske landstræner Jesper Jensen var den faste straffekastskytte i stort set hele klubkarrieren, hvor han blandt andet spillede 13 år i Skjern Håndbold.

Han husker tydeligt, hvordan det handlede om at komme ind i hovedet på manden iført lange bukser foran sig. Evnen til at mestre det spil adskiller de gode fra de rigtig gode, mener han.

- "Hvad tror målmanden, at jeg tænker?" Mentalitet er det vigtigste. Alle kan skyde bolden forbi en keeper på syv meters afstand. Men det er hele det mentale spil i, hvad man tror, og det at læse målmandens bevægelser, siger Jensen.

Kolding IF havde ved stillingen 27-27 med 11 sekunder igen kurs mod det danske mesterskab i anden DM-finale mod Skjern Håndbold i 2003. Men koldingenserne brændte, hvilket gav Skjern muligheden for at løbe kontra. Det gjorde de - og trak et straffekast, som Jesper Jensen (nederst i bunken) omsatte og sendte serien om guldet ud i en tredje kamp. (Foto: © Rasmus Baaner/Ritzau Scanpix)
Kolding IF havde ved stillingen 27-27 med 11 sekunder igen kurs mod det danske mesterskab i anden DM-finale mod Skjern Håndbold i 2003. Men koldingenserne brændte, hvilket gav Skjern muligheden for at løbe kontra. Det gjorde de - og trak et straffekast, som Jesper Jensen (nederst i bunken) omsatte og sendte serien om guldet ud i en tredje kamp. (Foto: © Rasmus Baaner/Ritzau Scanpix)

Det lyder som en videnskab?

- Det er i hvert fald en lidenskab. Videnskaben går mere på, at man prøver at forberede sig på det. Jeg tror mere, at det er en psykologisk kamp, end at det er en kamp på fysiske kompetencer, siger Jesper Jensen.

Hans egen metode var at forberede sig på, hvilke mønstre en målvogter havde, og så troppe op med tre-fire-fem sikre varianter som modsvar. Også dengang var han velforberedt.

Hør Jesper Jensen tale om forskellene på kvinde- og herrespilleres forhold til straffekast:

Mikkel fandt magien til sidst

På herrelandsholdet var det, indtil sommerens karrierestop, manden med pandebåndet, Mikkel Hansen, der tog sig af straffekastene med meget høje scoringsprocenter til følge.

Hansen har for nylig i podcasten "Duften af harpiks", som beværtes blandt andet af Niklas Landin, delt ud af sine hemmeligheder omkring, hvordan han fik overtaget fra pletten.

Her fremhæver den nu tidligere håndboldspiller, hvordan han arbejdede meget med sine vinkler til keeperen i afslutningsøjeblikket.

- Der er meget i forhold til, hvor man placerer sig som skytte. Jeg vil altid anbefale, at man placerer sig til en af siderne. Om det så er til højre eller venstre er alt efter, hvad man synes, at man er dygtigst til, og hvor man får den bedste vinkel, siger Mikkel Hansen i podcasten "Duften af harpiks".

I den proces fandt Mikkel Hansen ud af, at hvis han stillede sig til højre for keeperen, tog et skridt ud og afviklede skuddet hurtigt i hoften, havde modstanderen, selvom han kendte mønstret, svært ved at nå at lave sit udfald.

- Senere fik jeg trænet på at lave et knæk i kroppen efter nogle finter, som til sidst gerne skulle gøre, at jeg fik lavet den bedste vinkel eller en vinkel, som gjorde det næsten umuligt for målmanden at tage bolden oppe i højre arm, siger Mikkel Hansen.

Danmark spiller fredag aften mod Frankrig i EM-semifinalen. Kampen begynder klokken 20.30 og kan følges i LIGA på P4 eller ses på TV2.