Bronzen er fin, sølvet er dejligt.
Men guldet er det, der vil fuldende den generation af danske håndboldspillere, der inden længe skal stå overfor den evige rival: Norge.
Finalen spilles klokken 18:00 i Wien, og de danske spillere er klare i spyttet om, hvad det handler om.
- Det er jo det sidste, vi mangler i den her trup. At få det skide guld, siger Rikke Iversen til DR Sporten.
- Det vil vi sindssygt gerne have, og vi tænker hele tiden på, hvornår det bliver vores tur til at være de bedste i den afgørende kamp og tage de guldmedaljer med hjem. Så det betyder sindssygt meget, hvis vi kan sætte kryds ved det.
Måske ikke så overraskende står Rikke Iversen ikke alene med den følelse.
Bagspiller Anne Mette Hansen bakker Iversen op. Det vil nemlig betyde alt, at få guldmedaljen om halsen.
- Det er prikken over i'et. Det er derfor, vi løber rundt og bruger alle de timer. Alt det hårde arbejde, alt det afsavn vi har. Det er for at stå i de her situationer og forhåbentligt kunne løfte trofæet til sidst, siger hun.
Hør Rikke Iversen sætte ord på, hvad en guldmedalje vil betyde:
Det handler om at få hul på bylden
Man skal i arkiverne for at finde frem til de seneste guldmedaljer til det danske kvindelandshold.
OL-guld i 2004 og to år forinden blev det så til EM-guld.
Siden da har medaljerne haft en anden kulør - såfremt de er kommet i hus. For Mie Højlund er en mulig guldmedalje selvsagt også målet.
- Det vil betyde helt enormt meget. Men uagtet om vi vinder guld, har jeg været stolt af den rejse, vi har været på. Den har været sindssygt hård og krævet enormt meget, siger hun.
- At have skabt den kultur og stået i så mange semifinaler i træk er kæmpestort, men det ville også være stort og prikken over i'et at få en guldmedalje med. Det ville lige toppe det og vise, hvor langt vi egentlig er kommet.
Det kan godt være, at det ikke er tilladt for Jesper Jensen at entrere banen for selv at sende et par bolde i kassen.
Men en stor del af ansvaret og æren for holdets succes, skal selvfølgelig også tilskrives landstræner Jesper Jensen, og spørger man ham ind til samme emne, er det faktisk det lange perspektiv, der fylder mest.
- Historisk set kan man sige, at den første guldmedalje har sænket skuldrene for både Norge og Danmark, siger han.
- Det er jo forkert at sige, at det ikke ville betyde så meget for mig, men jeg tror, det ville være nemmere at vinde den næste, velvidende at det er super svært, ligegyldigt hvornår man skal vinde en guldmedalje.
- Men hvis man kan få prikket hul på bylden, skal vi jo ikke svare på de samme spørgsmål næste år, siger Jesper Jensen med et smil.
EM-finalen mellem Danmark og Norge spilles søndag klokken 18. Du kan følge kampen i Liga på P4, her på dr.dk eller se den på TV 2.