Norsk profil kunne godt have tænkt sig en anden finalemodstander

De norske stjerner spår en svær finale mod Danmark.

Danmark er bestemt ikke nogen drømmemodstander i finalen for Stine Skogrand. (Foto: © Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix)

Skulle Stine Skogrand selv vælge, var det i hvert fald ikke Danmark, hun og holdkammeraterne fra Norge skulle stå ansigt til ansigt med i søndagens EM-finale.

Ikke fordi det er danskerne, hun har mindst lyst til at sludre med over en kop kaffe.

Men fordi danskerne er den sværeste modstander, de norske stjerner kunne komme til at stå overfor.

- Nu ville jeg have ønsket, at det var Frankrig, vi skulle møde. Jeg synes, Danmark virkelig har spillet sig op og gjort det godt. Det bliver den sværeste modstander i finalen. Det bliver spændende, siger Stine Skogrand

I videoen herunder kan du se et udklip af interviewet med Stine Skogrand.

Heller ikke nordmandens holdkammerat Maren Aardahl tror, det bliver nogen nem opgave at slå danskerne i finalen.

Godt nok har de olympiske- og forsvarende europamestre fra Norge ikke tabt en eneste af de seneste otte kampe, de to hold har mødt hinanden - men den statistik er ikke bare sådan lige at holde kørende.

- Jeg tror, det bliver intenst og en svær kamp at spille mod Danmark.

- Vi har måske et lille psykologisk overtag, men jeg synes virkelig, de danske piger har steppet op, og jeg synes, vi ser en anden tro på tingene i år. Men mon ikke vi kan slå dem igen i finalen, siger Maren Aardahl.

Den norske stjerne Thale Deila erklærer sig enig.

Finalen mod Danmark bliver en af de sværere.

- Det bliver godt og spændende, og jeg glæder mig meget. Det bliver en svær kamp, Danmark har været gode, siger hun.

- Jeg synes de har udviklet sig meget. De har været gode, Anna var virkelig god i går, de har et godt forsvar.

EM-finalen mod Norge spilles søndag klokken 18:00. Du kan følge den i Liga på P4, i app'en DR Nyheder og på TV 2.