Den værst tænkelige start.
Det havde de på forhånd sagt om kampen mod Island. Og den blev et sandt mareridt for Danmark, der tabte holdets første kamp ved EM med 30-31 mod et stærkt og godt fightende islandsk mandskab.
Og nu venter der en lang og hård vej mod de begærede semifinaler for et dansk hold, der ikke havde mange marginaler med sig denne aften i Malmö Arena, hvor det ellers startede godt og lovende i en til tider uhyre velspillet håndboldkamp.
44 sekunder var der således blot spillet, da Mikkel Hansen høvlede sit første mål ind til dansk føring, og i den tætte første halvleg var han det konstante og næsten fejlfri omdrejningspunkt i det danske angrebsspil.
Sidemanden Rasmus Lauge spillede tilsvarende godt – men også med større risiko og deraf også større fejlmargin, så det faktisk kun var Lauge, der sikrede den islandske keeper Björgvin Pall Gustavsson redninger på pausestatistikken.
I den anden ende var der heller ikke mange redninger, og på forhånd var det ellers udset som et af de punkter, hvor danskerne skulle være bedre end Island. Niklas Landin afløste Jannick Green midt i første halvleg ved 7-7, men ingen af målvogterne skal beskyldes for at få meget hjælp af forsvaret til at dæmme op for især Aron Palmarsson.
For gjorde Mikkel Hansen ondt på Island, gjorde Palmarsson tilsvarende ondt på Danmark.
Den stærke og alsidige Barcelona-stjerne rev det danske forsvar fra hinanden, og Nikolaj Jacobsen fandt ikke umiddelbart løsningerne mod Palmarsson, der fulgte Mikkel Hansen til dørs i første halvleg med syv scoringer mod danskerens otte.
Alle andre islændinge havde danskerne godt fat i, men noget tilsvarende kan Island påstå. For få danske spillere bød sig ind i angrebet, hvor højrehåndede Mads Mensah spillede igennem på højre back. Og så skulle der kun et par enkelte fejlkendelser fra de makedonske dommere til for at efterlade første halvleg helt lige ved 15-15.
Det kogte i Malmø
Island kom på 17-15 med deres første tomålsføring, men Danmark gik ikke i panik, og Nikolaj Jacobsen havde nu sendt manden med rygnummer 27 ind på højre back, Michael Damgaard. Med et aftræk så hurtigt, det kunne danne skole blandt lommetyve.
Tre mål i rap fra Magdeburg-spilleren, der har scoret flere mål end nogen anden i denne sæsons Bundesliga, hvis man fraregner straffekastscoringer – og så var Danmark igen i front.
Mensah fulgte trop, Lauge måbede over et straffekast dømt til Island, og unge Magnus Saugstrup scorede sit første slutrundemål. Men Island hang på. Og kom endda foran igen ved 23-22 efter 42 minutter.
Tilskuerne var i forvejen tændte af den enorme spænding, og de danske af slagsen kom helt op at køre, da dommerne samtidig tildelte Niklas Landin det røde kort for at ramme veteranen Ólafur Guðmundsson, da han forgæves forsøgte at bremse bolden i et kontraangreb.
Danmark var presset, Island kørte på og havde succes med at bremse Mikkel Hansen, mens Aron Palmarsson fortsatte med at rive det danske forsvar rundt til islandsk tremålsføring.
Nikolaj Jacobsen tog timeout og dikterede syv mod seks-spil. Og det gav åbninger til fløjene. Hans Lindberg, der under præsentationen fik tilnavnet ’Majestæt’ påklistret, var sikker fra højresiden, og Henrik Møllgaard fik scoret to gange fra den uvante position på venstre fløj.
29-29 med fem minutter igen. Selv de svenske popcornsælgere uden for i gangene i den fortættede stemning i den fyldte Malmö Arena må have haft mere end almindelig hvilepuls.
Af alle spillere var det Mikkel Hansen, der smed bolden væk med et satset indspil til stregen, da Danmark havde chancen for at komme foran. I stedet lå bolden sekunder efter oppe i det tomme danske mål, og så rasede Nikolaj Jacobsen på Mikkel Hansen, mens han tog sin sidste timeout.
I en hæsblæsende afslutning med fejl på fejl fik Danmark chancen for udligning i sidste angreb. Men de havde ingen marginaler med sig denne aften, og dommerne fratog dem uheldigt en fri chance få sekunder før tid. I stedet endte det med en islandsk sejr og et dansk mareridt. Og en hård vej mod semifinalerne for Danmark.