Stjerner. Dem har de nok af på det norske landshold.
Men én funkler lidt mere end de andre.
Det er nemlig ikke for sjov, at der ud for verdens bedste håndboldspiller 2023 står Henny Reistad.
Den 25-årige norske stjerne, som både er topscorer i den danske liga og i Champions League, fylder da også hos de danske spillere inden søndagens EM-finale.
Også selvom hun ikke spillede sin bedste landskamp, da Danmark mødte Norge i mellemrunden, hvor hun dog blev delt norsk topscorer med fem mål
- Hun er verdens bedste, og vi skal hjem og kigge på, hvordan vi kan løse hende, siger Rikke Iversen.
- Jeg ved godt, hun ikke scorede mange mål mod os i mellemrunden, men hun har mange assists og kræver en del opmærksomhed, så det handler om at holde sig til planen og få styr på, hvor vi kan slippe lidt fokus, hvis vi skal have ekstra på hende.
Kender Henny på godt og ondt
Manden med planen hedder Jesper Jensen, og kigger den danske landstræner i statistikkerne for de seneste syv danske opgør mod Norge, kan han konstatere, at Henny Reistad ikke gjort det store væsen af sig.
Det har så heller ikke været nødvendig, for nordmændene er alligevel løbet med sejren seks gange, mens én kamp er end uafgjort.
Til gengæld voldte Henny Reistad det danske landshold store problemer i VM-semifinalen for et år siden, hvor hun hakkede bolden i kassen 15 gange og i kampens sidste sekund sendte Norge i VM-finalen.
Se Henny Reistads mål i sidste sekund mod Danmark, som sendte Norge i VM-finalen i 2023:
Den danske landstræner Jesper Jensen kender da også kun alt for god Reistads kvaliteter fra deres fælles tid i Team Esbjerg, hvor Jesper Jensen var træner for Reistad i to sæsoner.
- Men man kan jo ikke styre Henny, som Jesper Jensen siger.
- Det har jeg også været glad for i de år, hvor jeg har været træner for hende og irriteret over, når hun har været modstander.
Hør Jesper Jensen sætte ord på Henny Reistad:
Men Jesper Jensen hæfter sig, præcis som Rikke Iversen, også ved, at Henny Reistad ikke havde det helt så let, som hun plejer i mellemrundekampe forleden.
- Jeg kan godt leve med det, som hun leverede i den seneste kamp. Men at tro og drømme om at holde hende ude af kampen, vil være urealistisk. Hun er så dygtig, at hun kommer til at lave mål, siger Jesper Jensen.
- Det handler om at styre, hvor hun får mulighederne, og hvad kan vi acceptere. Men vi må heller ikke give hende for meget opmærksomhed, for de har så mange dygtige spillere, som så laver målene i stedet for.
EM-finalen mod Norge spilles søndag klokken 18:00. Du kan følge den i Liga på P4, her på dr.dk eller se den på TV 2.