Holdets nye mand i målet mener, at Danmarks duo bestemt er den bedste i verden

Emil Nielsen får efter flere års tilløb muligheden for at vise, om han kan stå distancen ved en slutrunde, når han danner makkerpar med Niklas Landin til EM i Tyskland.

Emil Nielsen og Niklas Landin er holdets eneste keepere ved europamesterskabet i Tyskland. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

Næst' år, som man siger i Aarhus og omegn, hvor håndboldmålmanden Emil Nielsen er fra.

Ny slutrunde, ny chance, kammerat.

Det har flere gange været udgangen på de årlige, rituelle telefonsamtaler med landstræner Nikolaj Jacobsen, de dårlige nyheders budbringer, når valget igen faldt på en anden til at dele en af spillets vigtigste positioner med Niklas Landin.

I december fik samtalen imidlertid en anden udgang, da landstræneren udtog ham til EM i Tyskland.

- Det har været undervejs i mange år. Jeg har godt nok fået opkaldet mange gange om, at det ikke skulle være mig. Så det var rart endelig at høre, at nu skulle jeg gøre mig klar, siger 26-årige Emil Nielsen.

Emil Nielsen var med som tredjevalg i det danske bur, da Danmark vandt VM i 2021. (Foto: © Mohamed Abd El Ghany, Ritzau Scanpix)

FC Barcelona-spilleren har faktisk været med før, hvis enkelte skulle have glemt reservetjansen ved VM i 2021, hvor det blev til en enkelt optræden mod DR Congo, inden Emil Nielsen senere tøffede hjem med en guldmedalje uden følelsen af at have mange aktier i den præstation.

Derfor medgiver landsholdsspilleren også, at han denne gang står foran en førstegangsoplevelse, når Danmark indleder gruppespillet mod Tjekkiet torsdag aften.

- Det er noget andet. Det er der ingen tvivl om. Det var også en form for forløsning for mig at blive udtaget til EM. Det talte ikke helt 100 procent sidste gang. I hvert fald ikke i mit hoved, siger Emil Nielsen, der dog blev kåret til kampens spiller i sit hidtil eneste slutrunde-indhop.

Men hvorfor var det så nu, at 26-årige Emil Nielsen kom med? Det kan der være flere årsager til, mener målmanden selv.

- Det må være en vurdering af, at jeg var den, der kunne bidrage mest. Det må jeg jo så vise, at Nikolaj havde fuldstændig ret i, fordi det sikre valgt havde selvfølgelig været Kevin Møller, som har været med mange år og altid har gjort det godt.

- Så det er også en test for mig, en eksamen, men det ser jeg frem til.

Nielsen og Landin er som nord og syd

Målmænd er nogle særlige skabninger.

Ellers stillede de sig næppe ind på stregen og forsøgte at blive ramt. Positionen er en sport i sporten, og her danner Emil Nielsen nu par med den mangeårige verdensklassespiller Niklas Landin i en tidsbegrænset periode.

Det bliver dog ret ligetil at få sådan et makkerskab til at fungere, lader Emil Nielsen forstå.

- Målmand er en meget individuel position. I forsvaret kan markspillerne sparre med hinanden, fordi de står der samtidig. Niklas og jeg står aldrig samtidig.

- Det er begrænset, hvor meget vi kan gøre, fordi når han er inde i målet, kan jeg næsten kun klappe i mine hænder og tilbyde ham en drikkedunk. Det er jo dét, siger Emil Nielsen.

Fra positionen på bænken er det ikke meget, Emil Nielsen føler, han kan bidrage med. Men når han træder ind på banen, er det en anden sag. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Så er der naturligvis nogle sociale ting, der skal fungere uden for banen, ligesom de hjælper hinanden i forberedelserne. Det giver sig selv.

- Men det er ikke raketvidenskab at skulle være målmænd og sparre. Det svære er det, man selv skal arbejde med og gøre derinde, siger Emil Nielsen.

Dér - på deres fælles stribede kontor - har Nielsen og Landin ikke mange lighedspunkter, og det kan gå hen og blive duoens store styrke ved EM, lyder analysen.

- Vi er nord og syd. Det er to meget meget forskellige spillestile. Man kan sige, at så længe man tager boldene, er det ligegyldigt, men jeg tror, vi kan komplimentere hinanden rigtig fint, siger Emil Nielsen.

Emil Nielsen mener, at han og Niklas Landin har forskellige kompetencer, og at de derfor komplimenterer hinanden godt. (Foto: © Thomas Traasdahl, Ritzau Scanpix)

Er der noget, du godt gad at stjæle fra Niklas Landin?

- Ja, mange ting. Niklas er et meget stort menneske. Det gad jeg da godt være. Niklas er også meget smidig og rigtig klog, specielt på nærskud, men også afslutninger fra fløjene, hvor jeg er allermest imponeret over ham. Det er nok der, hvor jeg kæmper allermest.

Omvendt har Emil Nielsen da også selvtillid nok til at tro, at Danmarks velsagtens bedste målvogter nogensinde også gerne vil låne lidt fra ham.

- Det tror jeg da. På skuddene ude bagfra. Måske. Det er klart en af mine store forcer og dér, hvor jeg måske er den bedste.

Synes du, at I er den bedste duo i verden?

- Bestemt. 100 procent. Jeg synes, at Spanien er toer, men jeg synes, at vi har den bedste landsholdsduo. Jeg omgiver mig med mange rigtig gode målmand. Jeg synes også, at vi på klubplan i Barcelona har den bedste duo, siger Emil Nielsen om makkerskabet i hverdagen med spanieren Gonzalo Pérez de Vargas.

Du kan følge Danmarks første EM-opgør torsdag aften mod Tjekkiet i LIGA på P4. Kampen begynder klokken 20.30.