Dem, der følger Nikolaj Jacobsens liv på Instagram, vil vide, at landstræneren tygger sig igennem mange håndboldkampe i løbet af en uge, og opstår behovet for at bringe flere skærme i spil, er det tekniske setup i stuen hjemme på Thurø også gearet til det.
Med fingeren placeret på international tophåndbolds puls ved han derfor også, hvad vi alle har i vente ved den EM-slutrunde i Tyskland, danskerne torsdag aften indleder mod Tjekkiet.
Han afviser, at der ligefrem kommer revolutioner, men forudser, at spillet igen vil ramme et tempo, der kan kræve et godt, fast greb om armlænet i sofaarrangementet.
- Jeg forventer ikke nye tendenser, men jeg synes, at spillerne hele tiden udvikler sig. Fysikken og hurtigheden bliver bedre og bedre, og det kræver mere og mere at dække folk op, så måske der kommer mere forsvarsspil, hvor man forsøger at mixe tingene lidt op, siger landstræneren.
Herunder taler Mikkel Hansen om, hvilke tendenser han forventer at se ved EM:
Derudover gør regelændringen omkring opgiverkast, der blev indført op til sidste sæson, hvor spillet nu kan igangsættes efter scoring i hele midtercirklen, at vejen til modstanderens banehalvdel bliver mere flydende og mindre besværlig.
Man kan komme hurtigere i gang for at sige det, som det er.
I Mathias Gidsel-typernes tidsalder ser vi samtidig, at de kanonkonger, storskytterne, der fyldte meget for bare otte-ti år siden, er blevet færre og nu tvinges til at tilpasse sig.
Ellers "klarer man sig simpelthen ikke i nutidens håndbold", lyder det fra Jacobsen.
Landstrænerens analyse ræsonnerer hos profilen Mikkel Hansen.
- Der er mange af spillerne, der er komplette. Det hurtige opgiverkast har gjort, at der bliver løbet rigtig meget, og der er bliver lavet mange mål, og spillet er blevet en lille smule hurtigere. Så mange af de mindre spillere har måske lidt bedre vilkår, og det ser man også ved mange af holdene, siger Hansen, der spiller sin 20. slutrunde i træk for Danmark.
36-årige Mikkel Hansen er samtidig af den opfattelse, at de nyeste danske landsholdsspirer rummer kvaliteter, der ikke var lige så udbredte, dengang han selv var med første gang.
- På vores eget hold har vi mange, der er dygtige til mand-mand-spillet, og mange, som også er dygtige på spillet og i en ret ung alder i forhold til, da jeg kom frem.
- Der synes jeg, at de er langt fremme, de unge drenge, der kommer frem. De er ret spilintelligente, siger Mikkel Hansen.
Så det kræver lidt tilvænning over årene, når spillet udvikler sig og man skal spille sin 20. slutrunde?
- Det må man sige, siger Hansen med et smil.
Du kan følge Danmarks første EM-opgør torsdag aften mod Tjekkiet i LIGA på P4. Kampen begynder klokken 20.30.