VIDEO Øv øv øv! Danmark smed sejren i sidste minut

En suveræn præstation af målvogter Sandra Toft var ikke nok til at sikre Danmark sejren over Rusland.

Det blev et drama, da Danmark tirsdag aften spillede uafgjort med Rusland ved EM med 26-26 efter en kamp, hvor målvogter Sandra Toft var den helt store oplevelse for Danmark.

Danmark gik ind til kampen med to testsejre over Rusland i frisk erindring fra henholdsvis Golden League i oktober og Møbelringen Cup i Norge i november.

De to kampe blev vundet med henholdsvis ti og otte mål, så selvtilliden burde være intakt for danskerne.

Alligevel var det russerne, som kom bedst fra start og bragte sig foran 6-4.

Det danske spil fungerede egentlig fint, og Sandra Toft leverede et par fine redninger, men skarpheden i angrebet manglede det sidste.

Assistenttræner Søren Herskind havde på forhånd proklameret, at man ville åbne kampen med endnu mere fysik, end man gjorde mod Norge, hvor Danmark kom bagud 0-6.

Det lykkedes man med. Et par tidlige gule kort var en indikation på, at Danmark tacklede igennem, men russerne fandt alligevel vej til det danske mål.

Stine Bodholt var inden opgøret træfsikkerheden selv, men den stærke Viborg-streg brændte flere chancer i fri position i første halvleg.

Et andet problem var, at de danske fløje var statister. Da Maria Fisker endelig kom igennem efter næsten 22 minutter, overtrådte hun.

Kontroversiel timeout til sidst

Til gengæld leverede Sandra Toft inde i målet, og i den sidste tredjedel af halvlegen lukkede hun fuldstændig ned for de russiske skud. Bogstaveligt talt.

Rusland scorede sit sidste mål i halvlegen efter 19 og et halvt minut, og så kunne Danmark gå forbi til pauseføring på 13-11 efter at have været nede 8-11.

Tofts redningsprocent lød på hele 48.

Da russerne åbnede anden halvleg med at brænde et straffekast og få en tominutters udvisning, lovede det godt for de danske chancer.

Den karismatiske russiske landstræner, Yevgeni Trefilov, skældte og smældte på sine spillere efter hver eneste afbrænder, men russerne blev ved med at være lige i hælene på Danmark.

Med godt et kvarter igen kom russerne op på 18-18, og Klavs Bruun Jørgensen måtte smide det grønne timeoutkort.

Det forblev helt tæt hele vejen, og i en dramatisk afslutning lå danskerne til sejren, men et par dumme fejl blev dyre.

Kampen sluttede kaotisk, da Rusland tog timeout, da bolden ellers blev smidt væk med syv sekunder igen.

Danskerne protesterede, men det var nytteløst. Det lykkedes dog at holde russerne fra at løbe med sejren i en kamp, som Danmark kunne have vundet med lidt mere kølighed i slutfasen.

Resultatet betyder, at Danmark onsdag skal slå Rumænien for at spille sig i semifinalen ved EM.

/ritzau/