Hun var ellers meldt definitivt ude af EM med en knæskade.
Alligevel er landsholdets anfører, Stine Jørgensen, del af den 28-mand store bruttotrup som Klavs Bruun Jørgensen i dag har indsendt til Det Europæiske Håndboldforbund (EHF).
- Jeg har før oplevet, at miraklet sker, og at spillere bliver før klar, end man regner med, siger landstræneren.
- Det er en 28-mands trup. Derfor tænkte jeg, at der er plads til, at hvis Stine på mirakuløs vis bliver klar, så vil jeg gerne have muligheden for at skifte hende ind. Det er ikke dermed sagt, at jeg går og sætter næsen op efter det.
Ingen oplagte afløsere
Det er efterhånden fjorten dage siden, at Stine Jørgensen blev skadet i knæet forbindelse med en Champions League kamp for sin klub Odense. En skanning afslørede efterfølgende, at der var tale om en meniskskade, hvorfor den danske landsholdsanfører skulle opereres.
Derfor er det fortsat meget tvivlsomt, om hun når at blive klar til EM.
- Lige i Stines tilfælde, der giver det mening at holde pladsen åben. Kigger man på truppen, så synes jeg ikke, at der er så mange oplagte afløsere for Stine. Får vi pludselig ti andre skader, så kan jeg selvfølgelig komme på røven, fordi jeg har taget hende ind i truppen, men det tænker jeg ikke sker.
- Den spiller, der eventuelt kunne have været på listen i stedet, ville alligevel ikke have haft betydning for EM uanset hvad, siger han.
Det er blandt de 28 navne i bruttotruppen, at landstræneren skal vælge sin endelige trup på 16 spillere til EM, som for Danmarks vedkommende begynder 30. november.
Danmark er ved EM i indledende pulje med Serbien, Sverige og Polen.