Håndboldtalent er endelig klar til landsholdet efter mentalt hård periode

Efter flere afbud har Odense-spilleren Mie Højlund fundet overskuddet til at spille slutrunde for landsholdet.

- Der kommer ikke noget afbud.

Så meget tør en grinende Mie Højlund godt slå fast før VM i Frankrig.

Baggrunden er nu ellers ikke videre munter, da den unge Odense-spiller i 2016 måtte melde fra til EM. Talentet havde gang i for meget og kunne ikke følge med mentalt.

- Min udmelding dengang var, at det var på grund af en skoleopgave, men det var fordi, det var hårdt at snakke om, siger Mie Højlund, der har fået tingene på afstand og nu gerne vil åbne op for, hvad der egentlig skete, dengang det lysende talent sagde nej til en slutrunde.

- Jeg presser mig selv for meget og får ikke meldt afbud til nogle ting, så lige pludselig ender man ud et sted, hvor man mentalt og fysisk ikke kan holde til det mere. Så bliver man nødt til at tage nogle trælse beslutninger. Det blev så min lærestreg, siger Mie Højlund.

- Det er helt sikkert en bagside af medaljen i håndbold. Der er mange flere håndboldspillere, der går og kæmper med det mentale, end man måske tror.

Ekstra tændt

I 2017 meldte Mie Højlund også afbud til en slutrunde, men denne gang var årsagen dog en helt anden.

Efter længere tids problemer med den ene skulder var det simpelthen ikke forsvarligt at spille på daværende tidspunkt.

Med to afbud i bagagen er det derfor en ekstra motiveret Mie Højlund, der har sagt ja til at være med ved EM i Frankrig.

- Det bliver bare forstærket af, at jeg føler, jeg har misset to slutrunder allerede, så den her slutrunde glæder jeg mig enormt meget til.