Dansk profil så rødt mod Sverige: Slipper for EM-karantæne

Anne Mette Hansen slipper for karantæne for det røde kort, hun tog i slutsekunderne i sejren over Sverige fredag.

Anne Mette Hansen slipper for karantæne trods et direkte rødt kort. (Foto: © LOIC VENANCE, Scanpix)

Den danske EM-profil Anne Mette Hansen er endt med at være lidt af en heltinde efter kampen mod Sverige, selv om det let kunne være endt anderledes.

I sidste sekund blokerede hun inde i feltet et svensk skud på et tomt mål, som kostede hende et direkte rødt kort og et straffekast til svenskerne.

Men straffekastet reddede Sandra Toft. Danmark kunne juble over en sejr på 30-29, og nu står det også klart, at Anne Mette Hansens røde kort ikke koster hende karantæne.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) skriver på sin twitterprofil lørdag:

- EHF (Det Europæiske Håndboldforbund, red.) har besluttet, at der ikke følger nogen karantæne med det røde kort, der blev givet til Anne Mette Hansen i aftes i kampen mod Sverige.

- Venstrebacken kan derfor deltage i kampen mod Polen i morgen (søndag, red.).

Dermed har landstræner Klavs Bruun Jørgensen alle spillere til rådighed, når det gælder anden gruppekamp mod Polen søndag i Nantes.

/ritzau/