VIDEO Gudmundur: Dommerens arm gør det svært

Landstræner Gudmundur Gudmundsson ærgrer sig over Danmarks uafgjorte resultat mod Sverige.

I folkeskolen er det typisk en god ting, når hånden ryger i vejret. I håndboldhallen er det helt anderledes.

Og i tirsdag aften mod Sverige var en af de gange, hvor armen bare strøg irriterende meget til vejrs. Dommernes arme, vel at mærke. Dem, der indikerer, at nu er der ved at være passivt spil.

- Vi er skuffede. Det er hårdt. Vi fører med tre mål to minutter før tid, men i den sidste fase af kampen får vi ikke lov at spille vores spil i angrebet. Dommernes arm kommer op meget tidligt, og så bliver det svært, siger den danske landstræner Gudmundur Gudmundsson.

Kampen endte 28-28, selvom Danmark altså var foran det meste af kampen.

- Og svenskerne kommer tættere på os, og så spiller vi uafgjort. Det var virkelig synd.

Højrefløjen drillede

Specielt én spiller drillede danskerne til sidst. Højrefløj Mattias Zachrisson, der scorede fem kasser.

- Jeg synes, vi i første halvleg – selvom vi scorer 15 mål, som er okay – så er det unødvendigt, at de kommer så tæt på os. Og i anden halvleg står vi for spredt. Vi får kæmpe problemer med deres højr fløj. Og det var afgørende, slutter Gudmundsson.

Danmark spiller onsdag den sidste kamp i mellemrunden, når holdet møder Tyskland. Danskerne kan nøjes med uafgjort og stadig gå videre til semifinalen.

Kampen spiller kl. 18.15 og kan ses på TV 2, høres i radioen på P3 eller følges i livetekst på dr.dk/sporten.